
Oplev moderne dans, metervis af stof og en otte meter lang lyserød limousine i Metroen
Kunstmessen for samtidskunst, CHART, afholdes fra i dag til og med søndag den 30. august. I et udvidet samarbejde med Metroen rykker kunsten helt tæt på passagererne, både på perronen, på skærmene og rundt i byen.
Metroen er en integreret del af byen og et rum, som hver dag bruges af rigtig mange mennesker. Sammen med CHART giver vi passagererne mulighed for at møde samtidskunst som en del af rejsen med videokunst på stationerne, danseoptræden på Kongens Nytorv Metrostation og kunstruter, hvor Metroen indgår. Med kunstruterne sætter samarbejdet samtidig fokus på den kunst, der allerede er en del af Københavns byrum
Fakta om Metro x CHART:
- Kunstmessen CHART 2026 afholdes fra den 27. til den 30. august 2026.
- Fredag 28. august og lørdag 29. august klokken 14:45 kan du opleve danseopførelsen The Extra Mile på Kongens Nytorv Station. Opførelsen starter på metrostationen og slutter i Charlottenborgs gård.
- Lørdag den 29. august kan du opleve opførelsen Link Pimousine (Pink Limousine) af Alberte Skronski, der starter i Charlottenborgs gård klokken 13:30 og slutter på Kongens Nytorv Station klokken 14:30.
- På samtlige metrostationer bliver der vist 10 sekunder lange videoer af kunstværker, som kan opleves i fuld længde på CHART. Kunstværkerne er:
- Karaoke Collage af Ragnhild May & Kristoffer Raasted.
- Field af Sigurður Guðjónsson.
- I am not blonde af Julia Peirone.
- House of Cards af Ebbe Stub Wittrup.
-
Metroen bliver under CHART 2026 en integreret del af messens populære Art Tours, der sætter fokus på kunst i det københavnske byrum. Alle ruterne er gratis og kan bruges under kunstmessen, men også året rundt. Du kan finde alle Art Tours-ruterne her.
Dans, mod og tillid samt en lyserød limousine
Fredag den 28. august og lørdag den 29. august klokken 14.45 begynder The Extra Mile på Kongens Nytorv Metrostation. Her møder metrorejsende en levende danseopførelse midt i stationens travle rum. Danserne i The Extra Mile undersøger med en konstant strøm af handling og reaktion den særlige energi, der opstår mellem mennesker, som væver tiden sammen gennem mod og tillid. Alt imens de er omsluttet af metervis af stof. Opførslen er koreograferet af Copenhagen International Dance Festival og Lotte Sigh og afsluttes i Charlottenborgs gårdrum.
Lørdag den 29. august bevæger Alberte Skronskis kunstværk Link Pimousine (Pink Limousine) sig fra Charlottenborgs gård til Kongens Nytorv Station. Opførslen begynder klokken 13.30 og afsluttes på stationen klokken 14.30. To performere i kostumer udgør tilsammen en otte meter lang, lyserød limousine, der bevæger sig gennem menneskemængden og tager steder hen, hvor ingen limousine har været før.
Fokus på kunst i byrummet
Metroen bliver i år en del af CHARTs populære Art Tours, der sætter fokus på kunst i det københavnske byrum. For første gang kan publikum opleve udvalgte ruter med Metroen og i bil. Du kan for eksempel tage metroen fra station til station i hele metronettet og opleve kunst på metrostationerne på alle fire linjer. Med Metro Art Guide – M3 Line kan du stå af ved Cityringens stationer og gå på opdagelse i kunstværker i nærområdet. Find alle Art Tours-ruterne her.
”Med ruterne til kunst i det offentlige rum vil vi gerne være med til at demokratisere kunsten. Kunst i byrummet er fri og gratis tilgængelig for alle, men den bliver ofte overset. Med Art Tours sætter vi fokus på de mange værker, der allerede er en del af byen. Under CHART kan man blandt andet deltage i en løbetur, hvor jeg guider til kunsten i de københavnske gader, men ruterne kan bruges året rundt, siger Julie Quottrup Silbermann, direktør for CHART.
