Før vi når til at sætte den første gravemaskine i jorden, ligger et stort forarbejde. En lang proces af forundersøgelser, arkæologiske screeninger, beregninger og beslutninger fører til det endelige projekt, som er klar til at blive bygget.

Men når projektet er besluttet, entreprenøren er fundet og arbejdet er klar til at gå i gang, så er første fase typisk en række forberedende arbejder. I jorden under os ligger kilometervis af vandrør, kloaker, elledninger, internetkabler, fjernvarmerør, kabler til trafiklys og en masse andet i et fintmasket net, og alle de rør og ledninger skal først flyttes andre steder hen, inden byggeriet af metroen kan gå i gang.

Det er ejerne af de enkelte rør og ledninger, som står for at flytte dem, mens vi som bygherre på Metroen har en koordinerende rolle i at få alle tidsplaner og processer til at mødes.

Ledningsomlægningerne tager typisk fra måneder til år, alt afhængig af hvor linjen skal bygges og dermed hvor mange ledninger, der ligger jorden i det pågældende område.

Når rør og ledninger i jorden er flyttet, er vi klar til at gå i gang med at bygge Metroen. Rundt om byggepladsen opsætter vi de velkendte grønne hegn, som er støjisolerende for at mindske støjen for naboerne. Vi går også i gang med at rydde pladsen for eventuel beplantning, bygninger, asfalt osv. Noget skal måske sættes op igen, når metrobyggeriet er færdigt – det var f.eks. tilfældet med statuen af Fiskerkonen ved Gammel Strand, da vi byggede Cityringen. De ting køres i depot, hvor de står trygt og sikkert, mens vi bygger – eller flyttes til en anden, midlertidig placering efter aftale med kommunen.

Det er også i denne fase, vi omlægger trafikken efter aftale med Vejmyndigheden og opsætter skilte, afspærringer osv. Inde på arbejdspladsen sætter vi også skurvogne op med mandskabsfaciliteter til de folk, som skal bygge Metroen.

Endelig er det også i denne fase, vi opsætter måleudstyr på udvalgte bygninger i området, så vi løbende kan måle støj og vibrationer fra byggeriet og sikre, at vi overholder de støjgrænser, som er sat af myndighederne. Målingerne lægger vi løbende på vores hjemmeside.

Byggeriet af Metroen starter med, at vi etablerer stationsboksens vægge. Det er en af de mere støjende aktiviteter i byggeriet, hvor vi typisk borer sekantpæle ned i jorden hele vejen rundt i kanten, hvor stationsboksen skal være.

Samtidig støber vi stationens ydervægge.

Selvom der er lavet masser af forundersøgelser forud for sekantpælearbejdet, så ved man aldrig helt, hvad man støder på af store sten eller udtjente, ikke-kortlagte installationer under jorden. De udfordringer håndterer vi undervejs, men det kan være med til at forlænge perioden for det støjende arbejde, hvis vi støder på udfordringer i jorden.

Når stationsboksens ydervægge er etableret, går vi i gang med at grave jorden ud, hvor stationsrummet og teknikrummene skal være. Mange tusinde tons jord graves ud og fragtes væk til dét jorddepot, som miljømyndighederne har udpeget. F.eks. blev de ca. 3,1 mio. tons jord fra Cityringen kørt til Nordhavn, hvor det blandt andet blev brugt til opfyld i et af kommunens store, kommende byudviklingsområder.

Stationsboksen skal løbende stabiliseres med de betonbjælker på tværs, som du kender fra metrostationerne. Bjælkerne støbes i armeret beton og til sidst støbes et ’låg’ på stationsboksen – det man kalder ’toppladen’. For at kunne binde armeringen i bjælkerne og toppladen sammen med armeringen i de støbte vægge, så skal betonen i armeringen stedvis fjernes, så armeringen blotlægges. Det kalder man f.eks. at ’kappe pæletoppe’, og det foregår med en stor hammer, som banker betonen væk de rette steder uden at ødelægge armeringen. Bagefter spules det med vand under meget højt tryk for at skabe riller i overfladen, så den nye beton i bjælker og topplade binder bedre med den eksisterende beton i væggene.

Dette arbejde kan være stærkt støjende, mens det står på, selvom vi prøver at dæmpe det mest muligt med afdækning.

At bore tunnelerne er et helt særligt kapitel i historien om tilblivelsen af en underjordisk metro. Tunnelboremaskinerne er metrobyggeriets største maskiner – på byggeriet af M4 Sydhavn vejede maskinerne 620 tons og havde en længde på 142 meter. Tunnelboremaskinerne er nærmest små fabrikker, som arbejder i døgndrift, mens borearbejdet står på – og de styres og serviceres løbende af 10-15 højt specialiserede medarbejdere. Tunnelboremaskinerne borer cirka 15-20 meter i døgnet.

Hvis du bor oven på de kommende tunneler, så kan du måske høre det rumle lidt under dig i den uges tid, det tager tunnelboremaskinerne at passere dit område. Arbejdstog bringer tunnelelementerne frem til boremaskinen og tager den bortgravne jord med ud igen.

Der er tradition for, at tunnelboremaskinerne – ligesom skibe – navngives før deres jomfrurejse. På byggeriet af M4 Sydhavn hed tunnelboremaskinerne Inge og Olivia – opkaldt efter Inge Lehmann, som var geofysiker og opdagede jordens kerne for 100 år siden, og Olivia Nielsen, som i 1800-tallet var en fremtrædende figur i fagbevægelsen, hvor hun kæmpede for at organisere kvindelige arbejdere. Olivia Nielsens Gade ligger i øvrigt i Sydhavnen – og metrotunnelen krydser gaden undervejs.

Når stationsboksen er lavet under jorden og tunnelboremaskinerne er godt i vej, går vi i gang med at indrette stationerne under jorden. Stationen bliver bygget op nede fra bunden og op mod overfladen. I denne fase bliver der støbt gulv og etager, lavet rum-inddelinger (for en station består også af mange teknikrum, nødudgangsskakte osv.), etableret trapper mv. Senere kommer også rulletrapper, elevatorer, perrondøre, gulv- og vægbeklædning, kabler, rejsekortstandere og alt det andet, du kender fra en metrostation.

Arbejdet foregår af gode grunde hovedsageligt under jorden, så oppe på overfladen er det en mindre støjende fase. Dog vil der være en del kørsel til og fra byggepladsen med blandt andet beton og andre byggematerialer.

Når vi nærmer os afslutningen af byggeriet – og dermed åbningen af nye metrostationer – så anlægger vi stationspladserne over jorden. Sideløbende med det, tester vi hele systemet grundigt igennem.

Stationspladserne er typisk kommunens pladser på lige fod med byens øvrige pladser og byrum, og udformningen af dem sker i samarbejde med kommunen.

Når vi anlægger stationspladsen, tager vi de grønne hegn ned og erstatter dem med lettere trådhegn, som man kan se igennem. Derfor kan du også her i slutspurten opleve flere aktiviteter på overfladen – og veje, fortove og cykelstier, som bliver flyttet lidt rundt – så pladsen kan blive færdig til åbningen og hænge fint sammen med de øvrige veje osv. i området. Arbejdet i denne fase minder om almindeligt vejarbejde, hvor vi anlægger vej, fortov, cykelsti, afvanding, laver belægning, planter hvad der skal plantes og opsætter bænke mv. alt afhængig af, hvordan stationspladsen skal indrettes.