Træer fra M5 får nyt liv andre steder

Oprettet: 19. august 2026Læsetid: 2 min.
Når Metroselskabet skal anlægge den nye metrolinje M5, skal over 100 træer flyttes for at gøre plads til den nye metro. I samarbejde med Københavns Kommune og Miljøpunkt Nørrebro vil selskabet søge at bidrage til en grønnere by ved at genbruge så mange træer som muligt.

København får i 2036 en ny metrolinje M5, som skal binde byen og metronettet endnu bedre sammen på tværs. Men inden Metroen kan tages i brug, skal områderne omkring de seks nye stationer graves op. I den proces skal en del træer fjernes, og Københavns Kommune, Metroselskabet og Miljøpunkt Nørrebro arbejder nu på, at flest mulige træer skal genbruges. Træerne skal dermed forsætte med at skabe grønne oaser for københavnerne, blot andre steder i byen. Når M5 åbner, vil der desuden blive etableret nye træer der, hvor de gamle har stået.

Jeg ønsker et København, hvor der er meget mere grønt i gaderne og mange flere træer. Derfor er jeg rigtig glad for, at Metroselskabet har taget initiativ til at genbruge så mange træer som muligt i stedet for at fælde dem, når de anlægger den nye M5 metro
Sisse Marie Welling (SF), overborgmester i København

Faktaboks: Om M5

M5 er en ny selvstændig metrolinje, der skal binde eksisterende kvarterer, nye byudviklingsområder og det samlede metronet endnu tættere sammen. M5 er en central del af udviklingen af København og skal både forbedre den kollektive transport til eksisterende byområder og understøtte nye bydele, der vokser frem. Første etape åbner i 2036 med seks nye stationer mellem København H til Prags Boulevard Øst. Træerne skal således flyttes fra disse stationsområder: 

  • København H
  • v/ Bryggebroen
  • DR Byen
  • v/ Amagerbrogade S
  • Lergravsparken
  • v/ Prags Boulevard Øst

Etape 2 åbner i 2045 med yderligere tre stationer:

  • v/ Refshaleøen
  • v/ Lynetteholm S
  • v/ Lynetteholm N

Ambitioner om genbrug

Metroselskabet er glade for, at kommunen er med på idéen, som ligger i naturlig forlængelse af selskabets fokus på biodiversitet og cirkulær økonomi. Et fokus, der bl.a. også betyder, at man i planlægningen af M5 har søgt at minimere antallet af træer, som berøres, samt bevare et særligt ikonisk træ.

”Vi skal udnytte de muligheder, vi har, for at genbruge og skabe grønne åndehuller. Samtidig har vi en ambition om at genbruge og genanvende materialer, når vi anlægger metro, og derfor er vi også glade for at kunne bruge træerne andre steder,” siger Hanne Tærsbøl Schmidt, direktør i Metroselskabet.

Træer kortlægges og vurderes

Metroselskabet er nu i gang med at kortlægge, præcis hvor mange træer, der kan flyttes, samt hvad det kræver at omplante dem andre steder. Her trækker selskabet på tidligere erfaringer fra anlægget af M3 og har på ny indgået samarbejde med Miljøpunkt Nørrebro, der vil stå for aftalen med træflytningsfirmaet og aftagere af træerne. De to parter har desuden indledt et tæt samarbejde med KU’s Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, som skal være med til at vurdere træerne.

Når kortlægningen er færdig og aftalerne indgået, kan selve flytningen gå i gang. Træer kan kun flyttes uden for deres vækstsæson, hvilket vil sige mellem oktober og marts, og det er vurderingen, at de første træer skal flyttes allerede i den kommende vinter, når anlægsloven for M5 forventeligt er vedtaget.

Yderligere information

Yderligere information
Metroselskabets kommunikationsafdeling på presse@m.dk eller +45 7242 4901.