
Ny analyse: Førerløse taxaer og billigere bilkørsel vil få betydning for kollektiv transport i København
Hovedstadsområdet vokser, og flere mennesker betyder flere rejser. Fremskrivninger viser, at hovedstadsområdet i 2070 potentielt skal håndtere op mod én million ekstra daglige rejser i 2070. Fremskrivningerne er en del af en ny rapport fra Metroselskabet, ’Megatendenser – fremtidens kollektive transport’, som på baggrund af data og input fra en række anerkendte eksperter identificerer 15 tendenser, der kan påvirke mobiliteten i København frem mod 2070.
Ud over en markant stigning i antal rejser er en anden tydelig tendens, at biltransport bliver stadig billigere i forhold til den kollektive transport, og det vil øge antallet af bilture og skabe yderligere trængsel på vejene. Allerede i 2035 forventes borgernes ekstra tidstab i trafikken således at koste 1,1 mia. kr. mere om året end i dag.
Førerløse biler og taxaer forventes at blive udrullet inden for de kommende årtier. De vil på en og samme tid supplere og konkurrere med den kollektive transport, afhængig af hvordan de introduceres.
Der er ingen tvivl om, at nye teknologier bliver en del af vores transportvaner i fremtiden – men hvordan? Det må vi som aktør inden for kollektiv transport forholde os aktivt til. Og det samme må alle andre, der arbejder med mobilitet og byudvikling, og som ønsker det bedste for vores hovedstad. Rapporten skal netop være et afsæt for en bredere dialog om, hvordan vi bedst skaber mobilitet, der hænger sammen og fungerer for flest muligt
Fælles grundlag for beslutninger
I rapporten Megatendenser – fremtidens kollektive transport identificeres tendenser inden for demografi, arbejdsmarked, fritidsliv, teknologi og nye transportformer. Alle områder, der potentielt kan påvirke vores transportmønstre og dermed stille nye krav til fremtidens kollektive transport og byplanlægning.
Analysen skal skabe et fælles grundlag for at forstå de udviklingstendenser, der kan forme fremtidens mobilitet, og dermed kvalificere de beslutninger, der træffes i den videre planlægning.
“Førerløse taxaer og billigere privatbilisme vil forventeligt blive et konkurrencedygtigt alternativ til den kollektive transport. Tog, metro og letbane – som ikke skal dele plads med bilen på vejen – vil fortsat have en central rolle, når mange mennesker skal transporteres effektivt, og derfor er det vigtigt, at vi allerede nu forholder os til de forskellige fremtidsscenarier og sammen drøfter, hvordan samfundets investeringer i infrastruktur skaber mest mulig værdi,” siger Hanne Tærsbøl Schmidt.
Læs hele rapporten ’Megatendenser – fremtidens kollektive transport’ her: Megatendenser – Fremtidens kollektive transport