Metroselskabet hjemtager salget af reklamer i Metroen og
styrker dialogen med markedet

Oprettet: 1. juni 2026Læsetid: 2 min.
Fra efteråret 2027 hjemtager Metroselskabet salget af reklamer i Metroen for at styrke udvikling, de kommercielle muligheder og skabe en tættere dialog med annoncører.

Beslutningen om at hjemtage reklamesalget er truffet for at give Metroselskabet større strategisk ejerskab over egne reklameaktiver, styrke udviklingen af de kommercielle muligheder og skabe en tættere dialog med annoncører, bureauer og øvrige samarbejdspartnere i markedet. Målet er at styrke produkter og indtjening til gavn for selskabet. Ændringen træder i kraft ultimo september 2027 i forbindelse med, at en ny kontrakt for driften af Metroen igangsættes.

Ambitionen er at skabe et stærkere og mere langsigtet kommercielt fundament, hvor drift, udvikling og indtjening hænger tættere sammen, og hvor en større del af værdiskabelsen bliver i selskabet.

Den nuværende model, hvor operatøren af driften af Metroen har forestået salget, har dannet et professionelt grundlag. Beslutningen afspejler således behovet for, at Metroselskabet fremover tager et mere direkte ansvar for udviklingen af egne reklameaktiver, den kommercielle retning og mulighederne for at arbejde strategisk med passagervækst.

Ved at hjemtage reklameopgaven får vi bedre mulighed for at udvikle Metroens reklamemedier mere strategisk og skabe en tættere sammenhæng mellem vores kommercielle tilbud, for i højere grad at matchekundernes behov og den måde, vi ønsker at udvikle vores aktiver på. Samtidig giver det os mulighed for, at en større del af værdien bliver i selskabet
Thomas Riis Paulsen, Chief of Media Sales & Retail i Metroselskabet

Fakta om hjemtagelsen

  • Salg af reklamer i Metroen har ifm. seneste kontrakt været udliciteret til Metroselskabets driftsoperatør.
  • Hjemtagelsen af reklamesalget sker i forbindelse med en ny driftskontrakt i september 2027.
  • Den nye driftskontrakt for Metroen er sendt i udbud. Læs mere her.
  • Metroselskabet etablerer egen afdeling til salg af reklamer i Metroen.
  • Metroen satte passagerrekord med 135 millioner passagerer i 2025 og forventer mellem 138 og 142 mio. passagerer i 2026.

Med passagervækst i Metroen stiger værdien af reklamerne

Metroen satte passagerrekord med 135 millioner passagerer i 2025 og forventer fortsat vækst. Det øger både værdien og relevansen af Metroens reklameflader som medie og skaber et stærkt udgangspunkt for at videreudvikle produkter og løsninger i tråd med markedets behov. Frem mod overtagelsen i 2027 vil Metroselskabet gå i dialog med annoncører, bureauer og øvrige aktører i outdoor- og mediebranchen om, hvordan Metroens reklamemedier bedst udvikles fremadrettet. Målet er at skabe en model, der kombinerer høj kommerciel kvalitet, enkel adgang til reklamefladerne og bedre muligheder for både klassiske formater og skræddersyede kampagner og partnerskaber.

”Med direkte ansvar for reklamesalget får vi bedre mulighed for at udvikle produkter og kommercielle løsninger i dialog med markedet og i tråd med kundernes behov og Metroens brand. Samtidig opbygger vi en intern organisation, der skal gøre samarbejdet om Metroens reklamemedier enkelt, transparent og udviklingsorienteret”, slutter Thomas Riis Paulsen, Chief of Media Sales & Retail i Metroselskabet.

Yderligere information

Metroselskabets kommunikationsafdeling på presse@m.dk eller +45 7242 4901.