
Standstill-periode er afsluttet - KBH Metro Partner er ny metrooperatør
Den lovpligtige standstill-periode for udbuddet af den fremtidige drift og vedligehold af Københavns Metro er nu afsluttet.
Det betyder, at KBH Metro Partner ApS bliver ny operatør for Metroen.
Metroselskabet kunne i slutningen af august offentliggøre, at KBH Metro Partner er valgt som kommende driftsoperatør for Metroen i København. Udbuddet tiltrak stor international opmærksomhed, hvor syv aktører ansøgte om prækvalifikation, og tre virksomheder blev udvalgt til at afgive tilbud. Valget af KBH Metro Partner er sket på baggrund af en samlet evaluering af pris og kvalitet.
Kontraktunderskrivelsen forventes at ske i slutningen af september 2026 og har driftsstart i september 2027 og løber frem til 2039 med option på yderligere tre år.
Den nye kontrakt skal styrke rammerne for samarbejdet med den nye operatør og skal samtidig sikre fortsat stabil metrodrift samt skabe et stærkt grundlag for de kommende års omfattende fornyelsesprojekter på M1 og M2.