Anlægslov for metrolinje M5 fremsat i Folketinget

Oprettet: 7. oktober 2026Læsetid: 2 min.
Regeringen har i dag fremsat lovforslaget om anlæg af den kommende metrolinje M5. Lovforslaget lægger det juridiske spor for M5, der skal binde metronettet og Københavns nye og eksisterende bydele sammen.

Tidslinje for anlægsloven

Folketinget skal i de kommende måneder behandle lovforslaget, som forventes at kunne træde i kraft i starten af 2027, hvis det vedtages inden årets udgang.

Lovforslaget markerer en afgørende milepæl for udbygningen af Metroen. Det fastlægger rammerne for anlægsarbejdet og slår fast, at første etape skal åbne i 2036 med seks nye stationer, mens anden etape følger i 2045. 

To bekendtgørelser på vej
Forud for lovforslagets fremsættelse har et udkast været i offentlig høring, og når loven er endeligt vedtaget, forventes By-, Land- og Transportministeriet at udstede to bekendtgørelser, der uddyber de konkrete rammer for anlægsarbejdet:

  • Byggepladsbekendtgørelsen, der blandt andet fastsætter de tilladte støjgrænser på de enkelte arbejdspladser ved stationerne.
  • Nabopakkebekendtgørelsen, der fastsætter de nærmere regler for kompensation, aflastning og genhusning af de nærmeste naboer til byggeriet.

Læs mere om lovforslaget her.

Om M5 

  • Med flere skiftestationer vil M5 koble metronettet sammen på tværs af byen og give nye veje gennem København. F.eks. vil M5-passagerer nemt kunne skifte mellem metrolinjerne M3 og M4 samt fjern-, regional-, og S-tog på København H, og på DR Byen vil der kunne skiftes mellem M1 og M5, mens der på Lergravsparken vil kunne skiftes mellem M2 og M5.
  • M5 skal levere effektiv kollektiv transport til både eksisterende byområder, som i dag ikke har metrobetjening (på Amager), samt nye byudviklingsområder, herunder i Østhavnen (Kløverparken & Quintus, Refshaleøen og Lynetteholm).
  • Samtidig vil M5 øge kapaciteten i det samlede metronet og sikre, at Metroen også i fremtiden kan følge med det stigende passagertal særligt på strækningen hen over havnen, hvor der allerede nu er mange mennesker i myldretiden.
  • Første etape af M5, der efter planen åbner i 2036, vil bestå af fem underjordiske stationer og en højbanestation.