Bedre adgangsveje til Sluseholmen for alle

Oprettet: 9. april 2026Læsetid: 3 min.
Den nye, permanente gangbro fra Etta Camerons Vej til metrostationen Sluseholmen er åben, og det giver bedre adgangsveje for alle.

For nylig åbnede den nye, permanente gangbro fra Etta Camerons Vej til metrostationen Sluseholmen. Åbningen af gangbroen giver bedre adgangsmuligheder for alle og vidner om, at området omkring stationen nærmer sig en ny milepæl i sin udvikling. 

Midlertidig løsning siden 2024

Allerede da metrolinje M4 til Sydhavn og Valby åbnede i sommeren 2024, var området ved Sluseholmen et af byens store udviklingsområder. Den nye bydel fandtes allerede med sine karakteristiske hollandsk-inspirerede kanalbygninger, men siden er området blot vokset, flere er flyttet til, butikker og virksomheder er rykket ind, og den nye bydel er snart på plads.  

For alle på Sluseholmen er adgangen fra Etta Camerons Vej den nærmeste adgang til stationen, så det var vigtigt for Metroselskabet at sikre en adgangsvej dér i forbindelse med åbningen af stationen. Da det endnu ikke var muligt at bygge den permanente bro, blev løsningen en midlertidig gangbro over vandet. I første omgang blot til trappen ned til metrostationen – men siden også til stationspladsen og området som helhed. 

Ny milepæl i udviklingen af området

Nu er de øvrige byggerier omkring stationen nået så langt, at den permanente gangbro er åbnet, og fordi den nye bro er i gadeplan, giver den bedre adgangsveje for alle – uanset om man blot skal igennem området eller videre ned i metrostationen og ud i resten af byen. 

Når den midlertidige gangbro er fjernet og pladsen omkring broen er anlagt, er Metroselskabets arbejde i området afsluttet – med en ny metrostation omgivet af arbejdspladser, boliger, havnemiljø og en ny, flot oase i byen.