Byggeriet af stationsforpladsen ved Følager går i gang

Oprettet: 28. juli 2025Læsetid: 3 min.
Arbejdet med at bygge de nye perroner til Øresundstog samt gangtunnelen under sporene er nu så langt, at vi inden længe begynder at indskrænke byggepladsen langs stien fra Følager til København Syd.

Ny stationsforplads ved Følager

På en del af det område, som byggepladsen ligger på i dag, skal vi anlægge en mindre stationsforplads med ny belægning, cykelparkering, beplantning osv., ligesom vi skal anlægge en ny sti fra Følager og hen til stationen. 

I første omgang begynder vi i starten af august at tage de grønne pladehegn ned og erstatte dem med trådhegn. Her i første fase forbliver stien på sin nuværende placering, så du kan stadig bruge den til og fra stationen. 

Elevatoren til Køge Bugt-banens spor 2 lukker

Arbejdet betyder også, at den nuværende elevator til Køge Bugt-banens spor 2 bliver lukket i starten af august. Elevatoren skal tages ned. Den bliver i stedet erstattet af en helt ny elevator, som er ved at blive bygget i forbindelse med gangtunnelen. Desværre vil der forventeligt være en periode, hvor den nye elevator endnu ikke er i drift, men hvor den gamle bliver pillet ned. I den periode henviser vi til de øvrige trapper og elevatorer i området. 

Byggeriet af den nye stationsforplads ved Følager forventes at kunne afsluttes omkring årets udgang. 

Yderligere information

Vi beklager de gener, som arbejdet kan give. Hvis du har spørgsmål til arbejdet, er du velkommen til at kontakte os på nabo@m.dk eller 72 30 20 20.