Reinvesteringer

Reinvesteringsprojekter

Efter mere end 20 år i drift er der et stigende behov for, at vi løbende vedligeholder Metroen, så den fortsat kører effektivt og pålideligt. Det skyldes dels det slid, der sker på en metro i drift døgnet rundt, og dels nye målsætninger og standarder for bæredygtighed, passagerkapacitet og æstetik.

Igangværende reinvesteringsprojekter

Metroselskabet har iværksat flere reinvesteringsprojekter, der skal give mere plads i Metroen.

Kapacitetsudvidelsen på M1 og M2

De senere år har vi arbejdet målrettet på at udvide kapaciteten i Metroen, så vi i fremtiden kan understøtte den forventede passagervækst. I løbet af de sidste par år har vi derfor øget antallet af tog i drift fra 31 til 34. Det vil sige, at vi har fået plads til 18 pct. flere passagerer i forhold til 2017. 

Det 34. tog i drift har derudover nedbragt tiden mellem afgange til 95 sekunder på M1/M2 i myldretiden.

De kommende år vil vi fortsat arbejde på at indsætte flere tog i drift.  

Længere levetid for de første metrotog

Efter et EU-udbud indgik Metroselskabet i 2023 en kontrakt med Alstom om modernisering af de 34 tog, der udgør første generation af metrotog på M1 og M2. Tilsammen har de kørt mere end 95 millioner kilometer – det svarer til 2400 gange rundt om Jorden. Derfor står de nu overfor en gennemgribende modernisering, der blandt andet indebærer nyt gulv, renovering af døre, samt ny indretning af sæderne i toget, der skal give mere plads til passagererne.

I sensommeren 2023 sendte vi det første tog til modernisering, og når det forventeligt er retur i løbet af foråret/sommeren 2025, vil der konstant være 3-4 tog taget ud af driften frem mod 2027, hvor projektet forventeligt afsluttes.