
København Syd

Ny port ind og ud af hovedstaden
København Syd er fremtidens trafikale knudepunkt. Med den nye metrostation, som åbnede i sommeren 2024, bidrager Metroen til på sigt at gøre stationen til et nyt, nationalt trafikknudepunkt. Her vil mange passagerer skifte transportmiddel i de kommende år, for stationen vil fremover fungere som en ny port ind og ud af hovedstaden. København Syd skal samtidig aflaste København H, der i dag har meget trafik.
Fælles omstigningsområde
Fra det nye, underjordiske omstigningsområde, som er stationens hjerte, kan du komme til Metroen, S-tog samt regional- og IC-tog. Og i omstigningsområdet kan du proviantere til rejsen i 7-Eleven, som ligger lige ved indgangen til Metroen. På 10 minutter er du på Rådhuspladsen i hjertet af hovedstaden.

Gode forbindelser
Allerede i dag er der gode forbindelser fra København Syd og til resten af hovedstaden og resten af landet. Når stationen bliver udvidet med de to nye perroner til Øresundstogene – og en gangtunnel under sporene til området syd for stationen – får stationen endnu bedre muligheder for togforbindelser til resten af landet samt Københavns Lufthavn. På længere sigt er det også forventningen, at internationale tog mellem Tyskland og Sverige kan stoppe på København Syd.

Byudvikling i København Syd
I de kommende år kommer området omkring stationen til at forandre sig. En helt ny bydel er på vej under navnet København Syd By.

Anlægsarbejdet er stadig i gang
Selvom Metrostationen og omstigningsområdet er åbent og i drift, så er arbejdet med det nye, trafikale knudepunkt stadig i gang. Derfor kan du stadig opleve arbejdsmaskiner og byggehegn på den sydlige del af stationen, og mens du venter på din næste forbindelse, kan du med egne øjne se det nye, trafikale knudepunkt vokse frem.