Nyt fra bestyrelsesmøde

Oprettet: 31. maj 2022

På mødet godkendte Metroselskabets bestyrelse ansættelsen af ny administrerende direktør. Det bliver Carsten Riis, der kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Faxe Kommune og tiltræder den 1. august 2022.

”Med Carsten Riis får vi en administrerende direktør med en stærk profil og mangeårig erfaring med topledelse. Han har solid indsigt i vigtige områder som udvikling af hovedstaden, digitalisering og økonomi og er vant til at begå sig i større organisationer med mange forskellige interessenter og samarbejdspartnere. Jeg ser frem til samarbejdet med Carsten Riis, og jeg er sikker på, at vi med ham får en administrerende direktør ved roret, der både kan lede, drive og udvikle de vigtige projekter, som organisationen er ansvarlig for”, siger Jørn Neergaard Larsen, bestyrelsesformand i Metroselskabet.

På mødet fik bestyrelsen en status på selskabets bidrag til ejernes analyser af en mulig ny metrolinje, M5, hvor der både undersøges en linje i den vestlige del af det centrale København og en sydøstlig linje. Analysen har blandt andet til formål at sikre en bæredygtig kollektiv trafikbetjening af nye byområder og sikre mere metrokapacitet på tværs af havnen. Det forventes, at VVM-processen for en kommende metro med en idéfasehøring kan igangsættes efter sommer. Metroselskabet samarbejder med ejerne med henblik på at tilrettelægge en god proces for borgerinddragelse i den kommende VVM.

Bestyrelsen fik også en orientering om, at både nye og gamle kunder ser ud til at vende tilbage til Metroen lidt hurtigere end hidtil forventet efter COVID og tager det nye udvidede metrosystem i brug. I april havde Metroen et passagertal på 9,0 mio. passagerer, hvilket ligger over passagerbudgettet for måneden. I Metroen møder også passagererne en meget høj driftsstabilitet, der i april lå på 99,2 pct. for linjerne M1/M2 og 99,8 pct. for M3/M4. Samtidig er den samlede kundetilfredshed i Metroen på 98 pct., hvilket er samme niveau som i 4. kvartal 2021.

Endelig fik bestyrelsen en kort orientering om, at Metroselskabet sammen med Københavns Kommune og Ålborg Kommune har startet initiativet ”Sammen om emissionsfri arbejdsmaskiner”. Formålet er at nedbringe klimapåvirkning, støj og partikelforurening fra byggepladser, og initiativet faciliteres af Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI). Initiativet samler offentlige indkøbere om at definere ensartede krav til markedet, så det bliver mere attraktivt at tilbyde nye løsninger. Samarbejdet indeholder en invitation til andre offentlige og private aktører om også at tilslutte sig.