Nyt fra bestyrelsesmøde

Oprettet: 24. maj 2019

På mødet fik bestyrelsen en orientering om status på forundersøgelsen af metrobetjeningen af Lynetteholmen, hvor der nu arbejdes videre med tre linjeføringer i den tekniske udredning. Det er fortsat forventningen, at forundersøgelsen kan afleveres til projektets styregruppe primo 2020.

Bestyrelsen godkendte desuden, at der udføres en række ombygninger i Kontrol- og Vedligeholdelsescentret for M1/M2, så der gøres plads til de otte nyindkøbte tog, der skal medvirke til at afhjælpe kapacitetsudfordringerne i metroen. Ombygningen skal bl.a. sikre, at der er plads til at vedligeholde alle 42 tog på M1/M2, når de otte ekstra tog er sat i drift.

Endelig drøftede bestyrelsen status på Cityringen i forlængelse af selskabets udmelding tidligere på ugen om ny tidsplan for åbning af hovedstadens nye metrolinje.

”I det store og hele handler det nu om at få afsluttet det sidste arbejde på projektet, så vi kan byde de mange kunder, der glæder sig til at kunne tage det nye metronet i brug, velkommen. Vi har sammen med entreprenørerne lavet en opdateret og realistisk tidsplan, der betyder, at Cityringen kan åbne i slutningen af september. Men det kræver fortsat en effektiv og fokuseret indsats fra alle parter, så vi kan sikre et kvalificeret grundlag til at opnå den endelige sikkerhedsgodkendelse”, udtaler Metroselskabets bestyrelsesformand, Jørn Neergaard Larsen.