
Kundetilfredshed
Hvor tilfredse er passagererne med Metroen? Er toget rent? Og er servicen i orden?

Kundetilfredshedsmålinger i Metroen
Passagernes oplevelser i Metroen betyder meget for Metroselskabet. Derfor får Metroen løbende lavet uafhængige kundetilfredshedsundersøgelser af en ekstern analysevirksomhed, som skal hjælpe Metroselskabet med fortsat at sikre en høj kvalitet og tilfredshed med Metroen blandt kunderne.
Undersøgelserne gennemføres ved personlige interviews med tilfældigt udvalgte passagerer på linjerne, og Metroselskabet modtager rapporterne hvert kvartal.
Rapporterne afspejler passagernes vurderinger af forskellige forhold i Metroen og indgår som et vigtigt delelement i Metroens fortsatte arbejde med at gøre Metroen endnu bedre.

Kundetilfredsheden i 2024
Kundetilfredsheden er fortsat høj siden åbningen af de nye metrosystemer i hhv. 2019, 2020 og 2024.
I 2024 lå kundetilfredsheden med rejsen på 96 pct. Der måles på områder som rengøring på stationer, overholdelse af køreplan, tryghed, service og fremtræden blandt personalet. Metroselskabet arbejder fortsat sammen med driftsoperatøren for at forbedre passagerinformationen.

Sikkerhed i Metroen
Sikkerhed og tryghed er på mange forskellige måder tænkt ind i metroens udformning og materialer.
Metroen er førerløs og styres af et fuldautomatisk styresystem, som overvåger driften, fungerer som autopilot og griber ind, hvis der skulle opstå fejl. Risikoen for menneskelige fejl minimeres som følge af dette automatiske styresystem.
For at brandsikre metroen er tog og stationer bygget af materialer, der ikke kan brænde og som kun udvikler minimal og ugiftig røg. Metroen er naturligvis også udstyret med automatiske brandalarmer og brandslukkere. Skulle der på trods af metroens mange sikkerhedsforanstaltninger ske en ulykke, er der et veldefineret beredskab, og der holdes jævnligt fuldskala øvelser.
Metroens personale er til stede i metroen hele døgnet. Som passager skal du kunne føle dig tryg hele vejen gennem din rejse med metroen.
Service
Som passager skal du kunne føle dig tryg på dine rejser med metroen.