
Rekordmange passagerer i Metroen for tredje måned i træk
Det er en positiv udvikling, som vi er meget glade for. Flere vælger Metroen, fordi den er hurtig, nem, bæredygtig, og fordi du kommer tørskoet rundt i byen. Vi arbejder hele tiden på at sikre, at Metroen er det foretrukne valg, når du rejser i Hovedstaden,
Fakta: Passagerer med Metroen
- November: 11,8 mio., rekord for tredje måned i træk.
- Oktober: 11,4 mio.
- September: 11,2 mio.
- For hele 2024 forventes ca. 125 mio. passagerer svarende til en vækst på ca. 5 pct ift. 2023, hvor 120 mio. passagerer rejste med Metroen.
De nye stationer på M4 er en stor succes
Udover at efteråret er Metro-sæson pga. vejret, julefrokoster og julehandel er en væsentlig årsag til passagerfremgangen åbningen af de fem nye stationer på M4-linjen til Sydhavn og Valby, kombineret med
en generel vækst i antallet af passagerer.
”De nye stationer er blevet utrolig godt modtaget af både naboer og virksomheder i området. Passagertallene for stationerne overgår vores forventninger markant, samtidig med at der generelt er flere,
der vælger Metroen,” fortæller Hanne Tærsbøl Schmidt.
Syv procent flere passagerer i andet halvår af 2024 i forhold til 2023
I andet halvår af 2024 har der indtil videre været ca. 7 pct. flere passagerer i Metroen end i de tilsvarende måneder af 2023.
På trods af væksten forventer Metroselskabet dog ikke at nå de samlede passagerforventninger i 2024 fuldt ud:
”Det skyldes bl.a., at vi lukkede helt ned for M3/M4-linjerne i 16 dage i første halvdel af 2024 for at forberede åbningen af de fem nye stationer på M4-linjen til Sydhavn og Valby. Selvom passagererne efterfølgende strømmede til de nye stationer, så var lukningen ikke populær hos vores passagerer, og nogle var længe om at vende tilbage. Samtidig spiller mere hjemmearbejde og manglende kendskab til, at metroen kan spare tid for nogle bus- og togpassagerer, også en rolle. Derfor forventer vi nu en passagervækst på ca. 5 pct. i 2024, svarende til i alt ca. 125 mio. passagerer,” afslutter Hanne Tærsbøl Schmidt.
Yderligere information
Metroselskabets kommunikationsafdeling på presse@m.dk eller +45 7242 4901.