Rådgivere valgt til opgave på metroforlængelsen i Nordhavn

Oprettet: 16. januar 2026Læsetid: 6 min.
Metroselskabet har valgt SYSTRA Danmark og Vanovis som rådgivere på areal- og rettighedsområdet for den kommende forlængelse af metrolinjen M4 til Ydre Nordhavn.

Metrolinjen M4 forlænges

  • Forlængelsen af M4 til Ydre Nordhavn vil bestå af to nye stationer, med navnene Levantkaj og Nordsø Plads. De to nye stationer er en forsættelse af linjen fra Orientkaj og er planlagt som 1,6 km højbane.
  • Når stationerne står færdige, får passagererne til og fra Ydre Nordhavn direkte adgang til de indre bydele og flere større trafikknudepunkter med en rejsetid på ca. 7 min. fra Nordsø Plads til Østerport – og ca. 14 min til København H.
  • Nordhavn er Københavns Kommunes største nuværende byudviklingsområde. Frem mod 2070 bliver hele Nordhavn udviklet til en blandet by med boliger, erhverv og kulturaktiviteter. Der forventes at være ca. 35.000-40.000 beboere, når hele Nordhavn er fuldt udbygget.

I 2030 udvides metronettet igen, denne gang med to nye stationer i Nordhavn. Stationerne skal sikre effektiv, kollektiv transport fra dag ét til de mange mennesker, som kommer til at bo, arbejde og færdes i hovedstadens største udviklingsområde de næste mange år fremover.

Nu har Metroselskabet valgt SYSTRA som rådgiver med Vanovis som underrådgiver til at assistere med rådgivningsopgaven på areal- og rettighedsområdet.

Som rådgivere på areal- og rettighedsområdet skal SYSTRA blandt andet planlægge og udføre arealoverdragelser og udarbejde servitutter, der skal sikre og beskytte det fremtidige metroanlæg. Opgaven indebærer også dialog med relevante parter, og bidrag til tekniske aftaler for anlægget af M4 til Ydre Nordhavn.

Opgaven blev tildelt gennem udbud med forhandling. Fire teams ansøgte om prækvalifikation, hvoraf tre blev prækvalificeret til at aflevere tilbud på opgaven. 

Det var et stærkt felt, hvor valget faldt på SYSTRA med Vanovis. De udgør et skarpt hold med kompetente rådgivere og relevant erfaring og har fra begyndelsen fremvist solide bud på metodebeskrivelse, proces og tidsplan. Derfor ser jeg også frem til et godt samarbejde om den næste metrostrækning, der skal betjene beboere og erhvervsliv i de nye byområder i Nordhavn.
Bent Christensen, projektdirektør i Metroselskabet.
  • Hele anlægsentreprisen af projektet er med tidlig entreprenørinddragelse som kontraktform. På den måde har Metroselskabet inviteret entreprenør, ingeniørrådgiver og arkitekt ind i projektplanlægningen på et tidligt stadie. Formålet er at opnå et endnu bedre samarbejde på projektet, udvikle innovative løsninger, der kan minimere projektets klimaaftryk og i sidste ende bygge en bedre metro for passagererne og byen.
  • M4 til stationerne Nordhavn og Orientkaj åbnede i marts 2020 som en afgrening af M3 Cityringen med nye, hurtige forbindelser mellem Nordhavn og andre dele af byen.
  • I 2024 åbnede forlængelsen af M4 til Sydhavn og Valby med fem nye stationer. Stationerne har i 2025 haft 66 pct. flere passagerer end forventet.

" Vi er meget glade for at være kommet med på opgaven om metroforlængelse til Nordhavn sammen med Vanovis, og vi ser frem til et konstruktivt og godt samarbejde med Metroselskabet. Hos SYSTRA har vi haft fornøjelsen af at bidrage til alle linjer på den københavnske metro - også M4 til Nordhavn, hvor vi har udredt de mulige linjeføringer til Orientkaj. Vi glæder os til at bygge videre på vores erfaringer på den nye metroforlængelse og være med til at skabe de bedste løsninger for Københavns kollektive og bæredygtige infrastruktur," siger Thomas Vesterholm, direktør for forretningsområdet RAIL i SYSTRA Danmark.

” Det er med stor begejstring, at vi sammen med SYSTRA og Metroselskabet skal sikre de nødvendige arealer og rettigheder på metroens forlængelse til Ydre Nordhavn. Til trods for, at Vanovis er et nystartet firma, har vores medarbejdere et bundsolidt kendskab til både Metroselskabets projekter og dygtige medarbejdere. Det er glædeligt, at Vanovis’ erfaring er med til at sikre en grønnere og mere sammenhængende mobilitet i fremtidens erhvervs- og beboelseskvarterer i Ydre Nordhavn,” siger Jakob Højgaard-Geraae, direktør i Vanovis.

Yderligere information

Metroselskabets kommunikationsafdeling på presse@m.dk eller +45 7242 4901.