Metroen lyser op i mørket under Copenhagen Light Festival

Oprettet: 30. januar 2026Læsetid: 3 min.
I forbindelse med Copenhagen Light Festival lancerer Metroselskabet lysinstallationen Closer, der binder byen endnu tættere sammen. Fra hver af de 17 stationer på M3-linjen kaster projektører lys op mod himlen over København.

Bevæger du dig rundt i København fra i dag og de næste tre uger, vil du få en lysende hilsen fra Metroen med på vejen.

I forbindelse med Copenhagen Light Festival har Metroselskabet udviklet lysværket Closer, der fra hver af de 17 stationer på M3-linjen sender lys op i himlen som små pejlemærker på tværs af byens kvarterer.

Metroens arkitektur og teknologi lever det meste af tiden under jorden. Med lysværket giver vi M3 en midlertidig overflade, der binder byen endnu tættere sammen. Du kan følge lyset til næste station, næste kvarter, næste møde – eller bare lade det give dig et lille smil på læben på din vej videre.
Sofie Karen Lindberg, direktør for kommunikation og marketing i Metroselskabet

Fakta om Closer i Metroen

  • Lysværket Closer kan opleves under hele Copenhagen Light Festival fra 30. januar til 22. februar 2026. Lyset er tændt fra kl. 06-08 om morgenen og kl. 17-22 om aftenen.
  • Metroselskabet har opsat lysprojektører på toppen af M-standerne ved alle 17 stationer på M3-linjen, hvorfra de lyser himlen op i forskellige former – nogle gange en (city)ring.
  • Oplev Closer og de mange andre lysværker i Copenhagen Light
    Festival med Metroens helt særlige billet: Med Copenhagen Light
    Festival Metrobillet kan du hver dag rejse frit fra kl. 16-24 for kun 40 kr. Find billetten i Rejsebillet-appen under ‘Specialbilletter.’
  • M3 Cityringen forbinder med sin 15,5 kilometer lange underjordiske tunneler København H, Indre By, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Frederiksberg. Linjen har 17 underjordiske stationer og på to af stationerne, Frederiksberg og Kongens Nytorv, kan du skifte til de øvrige metrolinjer.

Det er første gang, at Metroens linjeføring iscenesættes som et byrumsværk i større skala, og Closer trækker dermed København ind i den internationale tendens, hvor infrastruktur betragtes som kultur, og hvor byen selv bliver lærred.

Kig op!

Closer fungerer som en forlængelse af det lysende røde M på standeren foran stationerne, hvorfra det kaster lyssignaler højt op på himlen.

Lyset skifter med vejret og er aldrig helt det samme: Nogle dage er det hvidt, andre dage er det blåt, nogle gange formet som en lyskegle, andre gange i andre formationer. Så kig op, når du bevæger dig rundt i byen: Måske kan du se den næste station glimte i horisonten?

I forbindelse med festivalen lanceres en ny Copenhagen Light Festival
Metrobillet, som giver nem adgang til Closer og alle festivalens øvrige
lysværker hver dag fra kl. 16–24:

“Det er klart den nemmeste måde at komme rundt til værkerne på, og
Metroen giver en tiltrængt pause og mulighed for at få varmen undervejs,” fortæller Sofie Karen Lindberg.

Oplev Closer på alle stationer på M3

Yderligere information

Metroselskabets kommunikationsafdeling på presse@m.dk eller +45 7242 4901.