
Investor er klar til at udvikle ved København Syd
Nu bliver der pustet nyt liv i området omkring trafikknudepunktet København Syd og i Ny Ellebjerg-kvarteret.
Siden 2022 har Metroselskabet inddraget lokalområdets borgere, institutioner og virksomheder og gennemført en arkitektkonkurrence, så der fremstår en helhedsplan for området med et etageareal på 40.000 m2.
Projektudviklerkoncernen FB Gruppen A/S er nu sammen med entreprenøren Ingcon A/S valgt til at realisere planerne for den nye bydel, der er placeret oven på den underjordiske metrostation og tæt på de øvrige kollektive transportformer. Kommende beboere, medarbejdere og besøgende kan se frem til direkte adgang til Metroen, S-tog, regionale og nationale tog, samtidig med at der udvikles nyt butiksliv og mulighed for andre aktiviteter i det nye byområde.
København Syd By er det bedst beliggende byudviklingsområde i København i forhold til kollektiv transport og adgang til byen. Derfor glæder jeg mig over, at FB Gruppen også ser de mange kvaliteter og udviklingsmuligheder i området, som vi gør. Fra København Syd kan du rejse med Metroen, S-tog og andre tog, der forbinder hovedstaden med resten af landet, og det bliver nemt og attraktivt for borgere og pendlere at komme til og fra arbejde, studier eller hjem til det gode københavnerliv
FB Gruppen står for udviklingen
Udgangspunktet for udviklingen er en helhedsplan for København Syd By, der lægger op til en varieret og kompakt bebyggelse, hvor blandingen af boliger, butikker og arbejdspladser vil skabe attraktive og trygge byrum, der prioriterer fodgængere og cyklister.
Netop dette stationsområde udgør et vigtigt og spændende greb i udviklingen af Valby og hele København Syd. Vi er glade for, at Metroselskabet har valgt os til at stå for projektet, der er en naturlig forlængelse af den omdannelse, vi sammen med Ingcon gennem de seneste år har foretaget på Grønttorvet. Som helhedsorienteret udvikler har vi som altid fokus på den blandede by med både private og almene boliger. Vi ser frem til at skabe et smukt byggeri med visionære urbane byrum, der giver plads til ophold i grønne omgivelser med fokus på biodiversitet.
Liv og tryghed i ny bydel
I helhedsplanen og den politisk vedtagne startredegørelse er det ambitionen at skabe arkitektur, der er inspireret af arkitekturarven fra Valbys industrihistorie. Helhedsplanen opdeler området i tre byggefelter, hvor der i byggefelt 1 opføres serviceerhverv, og i byggefelt 2 opføres erhverv med mulighed for hotel. I byggefelt 3 opføres et nyt tårn med boliger, som kan blive et nyt markant vartegn for bydelen og stationen.
FB Gruppen går nu i gang med at forberede en lokalplan for området i samarbejde med Metroselskabet og Københavns Kommune. Lokalplanen forventes at komme i offentlig høring i efteråret 2026 og skal derefter til endelig politisk behandling hen over årsskiftet 2026/2027. Herefter skal den endelige plan bekendtgøres, så projektering og senere anlægsfase kan gå i gang.

Baggrund om byudvikling af København Syd By
- Metroselskabet I/S’ ejerkreds, bestående af Transportministeriet, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, indgik i 2016 en aftale om, at Metroselskabet I/S via byudvikling af området skulle medfinansiere merudgiften til nedgravning af metrostationen på København Syd i stedet for den tidligere planlagte højbane. Den underjordiske bane gør det muligt senere at videreføre Metroen til fx Frederiksberg, Hvidovre eller andre destinationer.
- Folketinget vedtog den 18. december 2018 ændring af lov om en Cityring nr. 1566, hvormed Metroselskabet I/S fik til opgave at udvikle et areal ved og over sporområdet ved København Syd. Som grundlag for Københavns Kommunes lokalplanlægning skulle Metroselskabet I/S udarbejde en helhedsplan for udviklingen af området.
- Metroselskabet I/S gennemførte i 2022 en helhedsplankonkurrence, og vinderforslaget blev kåret i august 2023 af et enigt vurderingsudvalg med deltagelse fra
- Metroselskabet I/S, Københavns Kommune, Transportministeriet og fagdommere Lars Jensen, arkitekt og teamleder hos SLETH (siden ny stadsarkitekt i København) samt Lau Melchiorsen, selvstændig konsulent og tidl. partner i Colliers.
- Vinderforslaget er siden blevet viderebearbejdet til en endelig helhedsplan for udviklingen af området. Den færdige helhedsplan er udarbejdet af et team bestående af Holscher Nordberg og ADEPT med LYTT og Atalia.
- Metroselskabet I/S indgik som udvikler et samarbejde med Nordanö i 2023 om at finde en investor til at føre helhedsplanen ud i livet. Ud af flere mulige faldt valget på FB Gruppen.
Om byudvikling af København Syd By
- Byggeretterne er baseret på i alt 40.000 m2 etagebyggeri – fordelt på 3 bygninger:
- 13.000 m2, byggefelt 1, erhverv
- 9.000 m2, byggefelt 2, erhverv (mulighed for hotel)
- 18.000 m2, byggefelt 3, almene- og private boliger
- Ved det nye trafikknudepunkt er der ideelle muligheder for byudvikling. Adgangen med kollektiv transport bliver én af de bedste i hele regionen. Derfor kan der bygges arbejdspladser, eventuelt hotel samt boliger og butikker, hvor CO2-aftrykket fra transporten til og fra arbejdspladser og boliger kan blive ekstraordinært lavt.
- Beregninger viser, at 736.000 personer i den aktive arbejdsstyrke kan komme til København Syd på under 45 minutter med kollektiv transport. Det er cirka 140.000 flere, end der i samme tidsrum kan komme til henholdsvis Nordhavn og Carlsberg Byen, der er nummer to og tre på den liste.
- Nærhed til metro i et nyudviklet byområde giver gode klimavenlige transportvaner fra dag ét. Kraks Fond Byforskning har udarbejdet en rapport i 2016 (af bl.a. forskere fra DTU), som viser, at etablering af metro kan have stor effekt af bilejerskabet lokalt - men jo længere man bevæger sig væk fra metrostationerne, jo lavere er effekten. Rapporten viser, at bilejerskabet omkring stationerne kan falde med op til 14 pct., når der etableres metro.
- København Syd er blevet et nyt regionalt trafikknudepunkt i Hovedstaden, hvor man kan rejse med metro, tre S-togslinjer samt regional- og nationale tog. På sigt er der også mulighed for rejser med internationale tog mod Sverige og Tyskland.
- De skal udvikle København Syd By:
- FB Gruppen (investor og udvikler)
- Ingcon (entreprenør)
- Holcher Nordberg (rådgiver)
- Læs mere på kbhsydby.dk
Helhedsplanen og den senere startredegørelse for København Syd By indeholder en række hovedelementer:
-
- En spændende, varieret og kompakt bebyggelse med trygge byrum døgnet rundt.
- Høj prioritering af cyklister og fodgængere ved at gøre cykelforbindelsen gennem området til rygraden i den nye bydel.
- En enkel og fleksibel bebyggelsesplan med tre veldefinerede byggefelter, der er arkitektonisk sammenhængende på tværs af tre bebyggelsesstørrelser.
- Bebyggelsestørrelse i ”lille skala” i form af mindre fritstående pavilloner og stueetager med udadvendte funktioner og plads til liv og aktivitet, der skal supplere de tre byggefelter og bidrage til variation i bydelen.
- Stort fokus på trygge byrum i høj kvalitet med byliv både for lokale beboere og rejsende.
- Få parkeringspladser til biler i kraft af projektets unikke beliggenhed ved et meget stort kollektivt trafikknudepunkt.
Yderligere information
Kontakt Metroselskabets kommunikationsafdeling på:
presse@m.dk eller +45 7242 4901.
Kontakt adm. direktør i FB Gruppen A/S Hans-Bo Hyldig på:
hbh@fbgruppen.dk eller 26897020
Yderligere fakta om selskaberne
Fakta om FB Gruppen A/S
- FB Gruppen A/S har fokus på kvalitet i byggerierne - herunder materialevalg og det økonomiske fundament - og bygger kun boliger, de selv vil bo i. Flere af byggerierne har modtaget arkitektur- og anerkendelsespriser.
- Projektudviklerkoncernen arbejder sammen med en fast kreds af arkitekter, ingeniører, entreprenører og håndværkere, så kvalitet og kontinuitet sikres. Koncernen er kendt for at aflevere boliger til den aftalte tid uden væsentlige fejl og mangler.
- Koncernen står bl.a. bag byggeriet af over 3.200 boliger på Grønttorvet i Valby og er netop nu i gang med et 41.000 m2 stort projekt på Teglholmen i København, der - ligesom den netop indgåede aftale om København Syd By-projektet for Metroselskabet - rummer boliger, hotel og erhverv.
- Herudover er FB Gruppen i gang med opførelse af 1.000 boliger i Holbæk Kommune og 1.800 boliger i Nærheden i Høje-Taastrup Kommune, og arbejder lige nu med bydels- og boligprojekter i bl.a. Gentofte, Køge Kyst, Valby og Ørestad.
Fakta om Metroselskabet
- Metroselskabets hovedopgave er at levere bæredygtig mobilitet til hovedstaden. Vi anlægger og driver metro og letbane og arbejder hver dag for at tiltrække flere passagerer til den kollektive transport.
- I 2024 rejste ca. 126 mio. mennesker med en af de fire metrolinjer, og siden åbningen i 2002 har der været over 1 mia. rejser med Metroen.
- Metroen sikrer effektiv transport i døgndrift alle ugens dage. Omkring 99 pct. af togene afgår til tiden, og i myldretiden er der ned til 95 sekunder mellem afgangene. Kundetilfredsheden ligger på 96 pct., og vi arbejder for hele tiden at fastholde det høje niveau.
- Metroselskabet er en erfaren bygherre af megaprojekter. Det seneste projekt, forlængelsen af M4 til Sydhavn og Valby, blev åbnet i 2024 til tiden, prisen og med flere passagerer end forventet.