
Nye initiativer skal gøre Metroselskabet klogere på ressourceforbrug
Metroselskabet har i længere tid arbejdet for at indfri ambitionen om at reducere klimaaftrykket fra nye metrolinjer med 50 pct., og nu er tiden kommet til at sætte fokus på et andet væsentligt bæredygtighedsaspekt af selskabets forretning, nemlig brugen af materialer. Som bygherre har Metroselskabet et stort forbrug naturressourcer så som grus, sand, træ, metaller og granit, og mange af disse materialer er ikke-fornybare. Selskabet har derfor et stort ønske om reducere, genanvende eller genbruge flere af materialerne.
Selskabet lancerer derfor nu tre fokusområder med tilhørende initiativer, som i første omgang skal bane vejen for mere viden på området:
- Fokusområde 1: At design og anlæg gør det muligt med et mere effektivt ressourceforbrug i vedligeholdelsesfasen.
- Fokusområde 2: Materialer og affald skal håndteres på en måde, så det bevarer materialernes kvalitet, også i forhold til genanvendelse.
- Fokusområde 3: Ressourcer, særligt de kritiske og knappe, skal minimeres og genanvendes.
Fokusområderne udfoldes i fem initiativer, som i første omgang i høj grad er igangsættelse af analyser, som skal give selskabet ny viden på området. Det er håbet, at initiativerne herefter kan føre til nye løsninger for materialeanvendelse, som Metroselskabet kan bruge i arbejdet med de kommende store reinvesteringsprojekter og metroprojekter som M4 til Ydre Nordhavn og M5.
Læs hele publikationen ‘Focus Areas on Resources and Biodiversity’ (på engelsk).