Metrotog sendes til modernisering 

Oprettet: 15. oktober 2025Læsetid: 3 min.
Endnu et af de 34 oprindelige tog på M1/M2 sendes til modernisering i Holland.

Opgaven indebærer blandt andet at:

 

  • Ændre indretningen af sæderne i toget
  • Udskiftning af døre
  • Lægge nyt gulv
  • Male interiør 
  • Korrosionsbehandle, male og foliere toget udvendigt
  • Gennemgå, korrosionsbehandle og male togets undervogn

Metroselskabet er i gang med at renovere de ældste tog i togflåden, og efter en grundig gennemgang af og arbejde med det første tog er det nu blevet tid til at sende endnu et tog af sted for at blive moderniseret.

Onsdag den 15. oktober ankommer der således en lastbil til kontrol- og vedligeholdelsescenteret for M1/M2 på Vestamager, og torsdag den 16. oktober bliver det andet tog fragtet til transportvirksomheden Alstoms værksted i Rotterdam. 
 
Her vil Alstom renovere togene, hvilket for eksempel kan indebære maling af paneler, nye gulve samt udskiftning af døre. Det skal være med til at sikre Metroens fortsatte høje driftsstabilitet, forbedre kundeoplevelsen og gøre det nemmere at vedligeholde samt fastholde togenes høje sikkerhedsniveau. Alt, der kan genbruges, bliver genbrugt som reservedele til den resterende del af flåden. 

Alt imens moderniseringen står på, vil kunderne opleve den samme høje kapacitet og stabilitet i driften, da der i mellemtiden er indkøbt nye tog, som er taget i brug i den daglige drift.

Når det andet tog også er undersøgt, vil de første to tog danne referencen for den modernisering, som de øvrige 32 vil tage udgangspunkt i. Togene vil blive sendt tilbage til København igen, i takt med at de er færdige på værkstedet i Rotterdam.