Metronettet udvides med en ny metrolinje M5

Oprettet: 28. marts 2025Læsetid: 5 min.
Der er nu politisk enighed om at anlægge en ny metrolinje mellem København H og Lynetteholm på tværs af Amager. Metroselskabet ser frem til at arbejde videre med vores dygtige rådgivere om den kommende linje M5.

Om M5

Metrolinjen M5 vil i første omgang bestå af fem underjordiske stationer og en højbanestation:

 

  • København H (underjordisk)
  • v/ Bryggebroen (underjordisk)
  • DR Byen (underjordisk)
  • v/ Amagerbrogade S (underjordisk)
  • Lergravsparken (underjordisk)
  • v/ Prags Boulevard Øst (højbane) 

De tre øvrige stationer, v/ Refshaleøen, v/ Lynetteholm S og v/ Lynetteholm N, som anlægges i fase 2 med forventet åbning i 2045, videreføres derfra på højbane over jorden til Lynetteholm.

 

Stationen ved Københavns Hovedbanegård forberedes, så den muliggør en evt. forlængelse i retning mod Østerport (via Gammel Kongevej).

 

Metroselskabet anlægger M5 i to etaper, hvor de første seks stationer forventes at åbne i 2036, mens anden etape med tre stationer forventes at åbne i 2045.

 

  • På København H vil passagerer fra M5 nemt kunne skifte til metrolinjerne M3 og M4, regional-, fjern-og S-tog samt busser.
  • På DR Byen vil der kunne skiftes mellem M1 og M5, mens der på Lergravsparken vil kunne skiftes mellem M2 og M5.

Regeringen og Københavns Kommune er netop nået til enighed om, at der skal anlægges en ny metrolinje, M5, med ni stationer mellem København H og Lynetteholm på tværs af Amager. Linjen forventes at åbne i to etaper i hhv. 2036 og 2045.

Målet med M5 er at levere effektiv kollektiv transport til både eksisterende byområder, som i dag ikke har metrobetjening (på Amager), samt nye byudviklingsområder, herunder i Østhavnen (Kløverparken, Refshaleøen og Lynetteholm). 

Samtidig vil M5 øge kapaciteten i det samlede metronet og sikre, at Metroen også i fremtiden kan følge med det stigende passagertal, særligt på strækningen hen over havnen, hvor kapaciteten allerede nu er presset i myldretiden. 

I Metroselskabet ser vi frem til at styrke Metroens betydning for Hovedstaden. Beslutningen om at etablere M5 er en milepæl for byen og et resultat af et omfattende forarbejde. Nu ser vi frem til at gøre de fremsynede politiske visioner til virkelighed og skabe endnu en metrolinje til gavn for hovedstadsområdet,” siger Carsten Riis, adm. direktør i Metroselskabet.

Lang proces forude

Inden M5 kan slå dørene op for de første passagerer, venter der et stort stykke arbejde med mange involverede parter i en årrække. Først skal Metroselskabet og selskabets rådgivere arbejde videre med det omfattende konceptdesign og den supplerende miljøkonsekvensvurdering (MKV). 

Alt imens skal den omfattende anlægslov, der danner rammerne for projektet, udarbejdes og vedtages, før projektet kan opnå den endelige §25-tilladelse.

Herefter venter udbudsprojektering og udbud samt anlægsprojektering, ledningsomlægninger og det egentlige anlæg. 

M5 er en del af en samlet politisk aftale mellem Regeringen og Københavns Kommune om byudvikling og infrastruktur til Lynetteholm.

Læs mere.

Hent linjeføringskortet for M5.