
Forberedende arbejde til M5 ved København H
I 2036 forventer vi at kunne invitere dig på den første tur med M5 – Hovedstadens kommende metrolinje. Med sine i første omgang seks stationer – heraf en ved København H – vil linjen forbinde nye og eksisterende bydele og være med til at sikre, at Metroen også i fremtiden kan følge med det stigende passagertal.
Selve byggeriet af M5 forventes først at gå i gang om nogle år, men inden vi når til at bygge selve metrolinjen, er der en række forberedende arbejder, der skal udføres, og de første går snart i gang i dit område.
Forsyningsselskaberne skal flytte rør og ledninger
I jorden under os ligger kilometervis af vandrør, kloaker, elledninger, internetkabler, fjernvarmerør, kabler til trafiklys og en masse andet i et fintmasket net. I første omgang skal en del af disse forsyningsledninger flyttes for at gøre plads til metrobyggeriet.
Dette arbejde står ejerne af de enkelte ledninger selv for, og derfor kan du møde en række forskellige ledningsejere i området i de kommende år. Arbejdet vil foregå i forskellige områder i forskellige perioder og flytte lidt rundt i dit lokalområde.
Ledningsejerne informerer dig om de enkelte arbejder
De enkelte ledningsejere vil informere dig nærmere om de enkelte arbejder, hvis arbejdet f.eks. medfører forstyrrelser i forsyningen af vand, varme, el og internet, ændrer dine adgangsveje eller foregår uden for almindelig arbejdstid.
Hvis du har spørgsmål til de enkelte arbejder, så kontakt den ledningsejer, som står for arbejdet – eksempelvis HOFOR, Radius, TDC eller andre. Nedenfor finder du en liste over de ledningsejere, som skal flytte rør og ledninger forud for metrobyggeriet.
Har du spørgsmål?
Metroselskabet har som bygherre på Metroen en koordinerende rolle i at få alle tidsplaner og processer til at mødes, og hvis du har spørgsmål til M5-projektet generelt eller til byggeriet af Metroen, så er du velkommen til at kontakte os på nabo@m.dk eller 72 30 20 20.
Du kan løbende følge M5-projektet på metroselskabet.dk/m5.