Metroselskabet har til opgave at udarbejde en helhedsplan og efterfølgende byudvikle arealer ved København Syd i Valby. Opgaven blev vedtaget af Folketinget ved lov i 2018, hvor målet var at sikre medfinansiering af udgifterne til en underjordisk metrostation på København Syd. Selskabets bestyrelse har nu godkendt igangsættelsen af processen, der skal sikre den rette samarbejdspartner/investor til projektet. Processen vil blive sat i gang, når Københavns Kommune har godkendt startredegørelse for en lokalplan i løbet af september.
”Metroselskabet har fået til opgave at udvikle et område ved København Syd med boliger, erhverv, butikker og andre bylivsfunktioner, som understøtter den nye stations fremtidige rolle som én af Danmarks største stationer. Udviklingsprojektet hedder København Syd By og skal bidrage til at skabe en unik og levende bydel i Valby, der både markerer byens store trafikknudepunkt og samtidig understøtter et godt og trygt lokalmiljø med nemme adgangsforhold til stationen”, siger bestyrelsesformand Jørn Neergaard Larsen.
Parallelt med det forberedende arbejde har Metroselskabet de sidste to år gennemført en omfattende inddragelse og dialog med lokaludvalg, organisationer, naboer og borgere med interesse i udviklingen af området.
Metroens driftsstabilitet har været inde i en positiv udvikling efter nye softwareopdateringer i maj og juni samt idriftsættelse af de otte ekstra tog på M1/M2. På mødet blev bestyrelsen orienteret om, at driftsstabiliteten nåede op på 99,5 pct. på M1/M2 i juli – og de gode resultater afspejler sig også i driftsstabiliteten i det samlede system. I juli var Metroens samlede driftsstabilitet således på 99,3 pct., mens den også på M3/M4 – særligt i betragtning af den nylige åbning af M4 til Sydhavn og Valby – lå på et tilfredsstillende niveau med 99,0 pct. rettidige afgange.
Metroen havde i juli 9,0 mio. passagerer og har frem til juli 2024 oplevet en vækst i antallet af passagerer ift. samme periode 2023. For år til måned er det realiserede passagertal på 68,7 mio. passagerer, hvilket dog er 11 pct. under det forventede for 2024. På M4-forlængelsen til Sydhavn og Valby er de fem nye stationer kommet rigtig godt fra start. Siden åbningsdagen den 22. juni og frem til og med den 31. juli har der været ca. 570.000 passagerer – eller ca. 14.000 pr. dag. Det er næsten dobbelt så mange som forventet.
På mødet godkendte bestyrelsen også udbuds- og kontraktstrategien for forlængelse af M4 fra Orientkaj til Ydre Nordhavn. Projektet består af to nye stationer, der kobles på M4 og bygges som højbane. Der foreligger allerede en anlægslov, da lov om Cityringen også omfatter Ydre Nordhavn. Anlægget skal ske i et byudviklingsområde, hvor der vil være relativt få naboer og virksomheder, der berøres, og forlængelsen forventes at åbne i 2030.