Nyt fra bestyrelsesmøde

Oprettet: 29. september 2017

Bestyrelsen drøftede på mødet den 29. september Metroselskabets løbende arbejde med CSR. Det skete som led i evalueringen af den eksisterende forretningsstrategi og forberedelsen af en ny strategi for perioden 2018-2022. Drøftelserne er en del af en serie af strategidrøftelser i bestyrelsen, hvor CSR-delen er den sidste.

Bestyrelsen lægger vægt på, at Metroselskabet som et offentligt ejet selskab med et public service formål har CSR som et særligt fokusområde i kerneforretningen. Særligt er det væsentligt at tænke bæredygtighed ind i selskabets forretningsområder.

Bestyrelsen definerer selskabets CSR tiltag som indsatser, der går ud over lovbestemte og bindende regler.

Bestyrelsen godkendte desuden billetpriserne for 2018. Som hovedregel forelægges Metroselskabets bestyrelse hvert år den fælles aftale mellem trafikselskaberne om priserne for det kommende år til formel godkendelse. De nye priser træder i kraft til januar, og der bliver generelt tale om minimale stigninger i billetpriserne for 2018.