Nyt fra bestyrelsesmøde

Oprettet: 29. marts 2019

På mødet blev bestyrelsen præsenteret for en gennemgang og indledende vurdering af opnåelsen af den vigtige milepæl (Ready for Hand Over) på Cityringen i slutningen af marts. Den endelige vurdering vil dog først kunne foreligge, når gennemgangen af den samlede fremdrift er afsluttet i begyndelsen af april.

På dette tidspunkt forventes det, at der kan foreligge både en vurdering af status på fremdriften i entreprenørens arbejder samt et skøn over eventuelle tidsmæssige konsekvenser for færdiggørelsen af Cityringen.

”Desværre er vi fortsat i den situation, at risikoen for en forsinkelse af Cityringens åbning er betydeligt øget. Det skyldes først og fremmest den tabte produktion på det arkitektoniske arbejde i stationerne i januar, men forsinkelsen har også påvirket gennemførelsen af de nødvendige tests af de tekniske systemer og dermed muligheden for påbegyndelse af prøvedrift”, udtaler Metroselskabets bestyrelsesformand, Jørn Neergaard Larsen.

Det er stadig Metroselskabets forventning at selskabet vil melde et åbningstidspunkt for Cityringen ud, når det er vurderet, hvorvidt de næste store milepæle på projektet er opnået. Dette ventes at ske i løbet af april med forbehold for den endelige sikkerhedsgodkendelse.

På mødet fik bestyrelsen også en status på investeringsprogrammet for M1/M2, hvor der frem mod 2025 gennemføres en række betydelige reinvesteringer i metrotog og i metroens styresystem. Samtidig udvides kapaciteten med henblik på at kunne imødegå den forventede stigning i antallet af passagerer frem til 2035.