På mødet fik bestyrelsen en status på forlængelsen af M4 til København Syd, som åbner i sommer 2024. Projektet er i en fase, hvor færdiggørelse af arkitektarbejder og test af tog og styresystemer fylder meget. Testresultaterne er en vigtig del af den dokumentation, som danner grundlag for sikkerhedsgodkendelserne.
I uge 7 og 8 2024 var M3 Cityringen lukket for at der kunne gennemføres integrationstest mellem M3- og M4-linjerne. I lukningsperioden havde selskabet indsat metrobusser langs M3 og M4 i begge retninger. Selskabets overordnede billede af lukningen har været, at kunderne generelt set kunne navigere i den alternative drift.
På mødet fik bestyrelsen en status for arbejdet med en fælles stormflodssikring af København. Et arbejde som Metroselskabet bidrager til sammen med andre sammen med andre infrastrukturejere, ministerier og øvrige myndigheder. Den 21. februar 2024 offentliggjorde Kystdirektoratet første delrapport af en forundersøgelse med nye beregninger for vandstigning ved en stormflod.
”Metroen har et generelt højt sikringsniveau, og selskabet har fokus på løbende at analysere sikringsniveauet og eftersikre udsatte stationer i takt med, at eksperter og myndigheder opdaterer deres vurderinger for stormflod. Selskabet vil nu sammenligne myndighedernes stormflodsanalyser med tidligere beregninger fra rådgivere for at afklare, om der er ændringer ift. hvilke dele af metrosystemet, som vil være udsat ved stormflod,” siger bestyrelsesformand Jørn Neergaard Larsen.
På mødet godkendte bestyrelsen, at selskabets ledelsesdokumenter er i overensstemmelse med anbefalinger om god selskabsledelse. Derudover blev selskabets årsregnskab for 2023 gennemgået og bestyrelsen godkendte årsrapport 2023 og indstiller den til godkendelse på selskabets interessentskabsmøde i april 2024.