På mødet drøftede bestyrelsen COVID-19-krisen og dens meget store konsekvenser for Metroen. Bestyrelsen har i de seneste uger løbende modtaget rapporter fra Metroselskabet om de indsatser og den håndtering, der er sat i gang som følge af regeringens og myndighedernes klare opfordringer.
Selskabet har bl.a. iværksat en meget bred og synlig passagerinformationskampagne, sat hurtigt gang i ekstra rengøring i hele systemet og forsøgt at få kunderne til at rejse uden for myldretid eller finde andre transportmidler.
”Som følge af Metroselskabets bestræbelser er antallet af passagerer faldet med ca. 80 pct. Det viser, at tiltagene over for kunderne har virket, og at passagererne har fulgt anbefalingerne, så Metroen kan køre til gavn for dem, der har brug for den. Det er det allervigtigste lige nu. Men det er klart, at selskabet også ser ind i en tid, hvor både de kortsigtede og langsigtede konsekvenser i forhold til passagertal og økonomi forventes at blive meget store”, siger Metroselskabets bestyrelsesformand, Jørn Neergaard Larsen.
Bestyrelsen drøftede på baggrund af en orientering de mulige risici og konsekvenser, som COVID-19-krisen forventeligt vil bringe med sig på både kort og lang sigt. Bl.a. skal der ske en revurdering af de hidtidige forudsætninger for passagerudviklingen, hvilket også betyder, at Metroselskabet står over for en stor og vigtig opgave i forhold til at få passagererne tilbage i systemet igen på den anden side af den nuværende krise.
Bestyrelsen fik også en orientering om den løbende overvågning af Metroselskabets anlægsaktiviteter. Produktionen er kraftigt udfordret, og dele af arbejdet er enten gået i stå eller kører med betydeligt nedsat kraft. Metroselskabet har sammen med entreprenørerne fokus på, at der bliver passet bedst muligt på medarbejderne, og at arbejdet sker under sikre vilkår.
Det forventes fortsat, at M4 Nordhavn åbner som planlagt den 28. marts for at sikre flere afgange på strækningen København H-Østerport [redaktionel bemærkning: M4 Nordhavn åbnede for passagerer den 28. marts]. Metroselskabet fastholder dog opfordringen til passagererne om at udvise stor forsigtighed og kun foretage nødvendige rejser med bus, tog og metro. På baggrund af det nuværende risikobillede er både fejringen af åbningen og den officielle indvielse af den nye metrolinje naturligvis aflyst.
Endelig drøftede bestyrelsen Metroselskabets løbende arbejde med klimatilpasning og beredskabet i forhold til stormflod og skybrud.