Nyt fra bestyrelsesmøde

Oprettet: 27. maj 2016

Bestyrelsen har på mødet den 27. maj fået et oplæg om, hvordan man kan anvende sociale klausuler på Metroselskabets kommende projekter med henblik på at sikre ordnede løn- og arbejdsvilkår samt lærepladser. Metroselskabet har gjort sig en lang række erfaringer med de udfordringer, der opstår på et gigantisk projekt som Cityringen og Nordhavnslinjen. På den baggrund indføres en række forbedringer til kommende kontrakter. Det indebærer bl.a. krav om egenkontrol af underentreprenører, udvidede sanktionsmuligheder, krav vedr. indkvartering m.m.
 
Bestyrelsen har desuden godkendt Metroselskabets nye lærlingemålsætning, som fagfolk har været med til at vurdere og fastsætte. Formålet er at få en fast og konkret målsætning, som er mere gennemskuelig for entreprenørerne og giver Metroselskabet mulighed for mere effektiv opfølgning. Den nye målsætning betyder, at den tidligere 5-7 procentmålsætning skifter til en ny nominel målsætning, hvor der sættes et mål om 62 lærlingeårsværk på den resterende del af Cityringsprojektet. Det svarer til den måde, som selskabet udarbejder lærlingekrav på i de nye kontrakter. I de sidste faser af byggeriet forventes der særligt at være lærlinge inden for elektriker- og struktørfaget.