Nyt fra bestyrelsesmøde

Oprettet: 26. marts 2021

På mødet fik bestyrelsen et oplæg til, hvordan Metroselskabet vil arbejde med at få kunderne tilbage efter genåbningen af samfundet. Bestyrelsen besluttede en indsats, der skal sikre, at kunderne får mulighed for at vende tilbage til Metroen - hurtigt og trygt – på en måde, der passer med genåbningen af samfundet og kundernes behov.

”Det er glædeligt, at vi nu står i en situation, hvor hovedstaden åbner op igen, og hverdagen så småt vender tilbage. Vi står med en meget afgørende opgave med at sikre, at Metroens kunder vender tilbage igen. Her har vi blandt andet en særlig opgave med at sikre, at kunderne er trygge ved at færdes i Metroen, så de vælger Metroen som en hurtig og bæredygtig transportform i hverdagen”, siger Metroselskabets bestyrelsesformand, Jørn Neergaard Larsen.

Bestyrelsen fik på mødet også en gennemgang af, hvordan COVID-19-situationen påvirker driften af Metroen. Den gradvise åbning af samfundet kan også mærkes i Metroen, hvor der er et øget passagertal. Da der fortsat er restriktioner for, hvor mange der kan rejse med Metroen, er det ikke uden udfordringer. Særligt i myldretiden på Lergravsparken, Amagerbro Station samt Kongens Nytorv, Nørreport og Christianshavn kan der i myldretiden opstå kø, før kunderne kan komme med Metroen. Ekstra personale og tæt daglig opfølgning skal sikre, at situationen håndteres kontrolleret og sikkert.

Herudover blev bestyrelsen orienteret om fremdriften på Sydhavn, der også har været udfordret af en række ekstra krav og restriktioner som følge af COVID-19 med blandt andet karantæneregler og hyppige tests. Trods de ekstra udfordringer, det giver i planlægningen og afviklingen af det daglige arbejde, er det lykkedes at holde byggeriet i gang, men der er en risiko for, at der vil være ekstraomkostninger forbundet hermed. Projektet nærmer sig en afgørende milepæl, hvor tunnelboringerne er afsluttede. Den ene tunnelboremaskine er færdig, så der nu er forbindelse mellem M4 Sydhavn og M3 Cityringen. Tunnelarbejdet ventes færdiggjort i begge tunneler i slutningen af april.