Bestyrelsen fik på mødet en orientering om, at passagerne i stigende grad tilvælger Metroen. I juli havde Metroen et passagertal på 7,8 mio. passagerer, hvilket svarer til 26 pct. over det gældende passagerbudget. Samtidig har driftsstabiliteten i juli været meget tilfredsstillende, og der er generelt blevet kørt meget stabilt. Den samlede driftsstabilitet på M1/M2 var på 99,5 pct., mens den lå på 99,2 pct. på M3/M4.
I løbet af sommeren er Metroen desuden blevet udfordret på flere områder – bl.a. i forbindelse med den historiske afvikling af Tour de France i København, hvor der blev sat ny passagerrekord med knap 570.000 passagerer i det samlede metrosystem. Det er flere passagerer end nogensinde på et enkelt døgn. Med lukningen af store dele af Københavns centrum, viste Metroen sig dermed som en attraktiv transportmulighed i den feststemte hovedstad.
Også under skyderiet i Fields den 3. juli viste det sig, at både systemet og beredskabet fungerede som planlagt. De mange koncertgæster, der opholdt sig i Royal Arena, blev f.eks. evakueret med Metroen i tæt samarbejde med politi og beredskab. Endelig blev systemets kapacitet testet godt og grundigt i forbindelse Ed Sheeran-koncerterne ved Femøren station i begyndelsen af august, hvor der blev arbejdet på højtryk for at sikre så godt et passagerflow som muligt trods ekstraordinært mange mennesker i Metroen.
Bestyrelsen drøftede også status på Metroselskabets arbejdsmiljøindsats. Siden 2018 har selskabet arbejdet ambitiøst med sikkerhed og arbejdsmiljø – og siden seneste afrapportering i august 2021 er der sket et betydeligt fald i antallet af ulykker med fravær på M4 Sydhavn. Fra august 2020 til juli 2021 skete 14 ulykker med fravær, mens der frem til juli 2022 har været 4 ulykker med fravær.
”Vi har fortsat en klar ambition om, at ingen på vores projekter kommer til skade. Det stiller ekstremt høje krav både til os som bygherre og til entreprenørerne. Arbejdet med sikkerhed og arbejdsmiljø kræver derfor en konstant og vedvarende indsats – ikke mindst på grund af metroprojekternes enorme størrelse og kompleksitet”, siger Metroselskabets bestyrelsesformand, Jørn Neergaard Larsen.
Som led i Metroselskabets arbejdsmiljøindsats er der fra sommeren 2021 bl.a. afholdt 34 kurser, hvor 320 medarbejdere hos entreprenørerne på M4 Sydhavn har deltaget. Andelen af medarbejdere på projektet, som har gennemført kurset, er således steget fra ca. 54 pct. i juli sidste år til knap 69 pct. i august 2022.
Endelig fik bestyrelsen en orientering om konkurrencestrategien for en helhedsplan ved København Syd (Ny Ellebjerg). Konkurrencen omfatter forslag til en helhedsplan ved København Syd (Ny Ellebjerg), som forventes både at indeholde en vision, et bud på fremtidig bebyggelse og løsninger til, hvordan projektet kan understøtte vigtige temaer som bæredygtighed, tryghed og det gode byliv, herunder at København Syd kan blive Danmarks tredjestørste station og dermed et nyt trafikalt knudepunkt. Konkurrenceforløbet bliver forholdsvist kort, så projektet rettidigt kan udvikles, og der ventes at være udpeget et vinderteam i juni 2023.