Bestyrelsen blev på mødet den 24. november præsenteret for resultatet af udbuddet af kontrakter på Sydhavnsmetroen, herunder de valgte tildelingskriterier. Bestyrelsen godkendte på denne baggrund det økonomiske grundlag for indgåelse af de to store kontrakter på Sydhavnsmetroen. Inden kontrakterne kan underskrives, skal det økonomiske grundlag godkendes af Metroselskabets ejerkreds, som er Staten samt Frederiksberg og Københavns Kommune.
”Med Sydhavnsmetroen øges robustheden i hovedstadens kollektive transportsystem, og de vigtige byudviklingsområder langs den nye metrolinje knyttes tættere til det øvrige København. Med en metroforbindelse, der kører døgnet rundt med høj frekvens, vil Ny Ellebjerg Station desuden blive et nyt, stærkt trafikknudepunkt med omstigning mellem metro, S-tog samt fjern- og regionaltog”, udtaler bestyrelsesformand Jørn Neergaard Larsen på vegne af Metroselskabets bestyrelse.
”De fem stationer på Sydhavnsmetroen forventes tilsammen at få omkring ni millioner passagerer om året på de fem stationer. Samtidig vil antallet af passagerer i hele metrosystemet stige med omkring 16 millioner passagerer om året”, uddyber bestyrelsesformanden.
I kontrakterne for Sydhavnsmetroen er der bl.a. stillet krav om klausuler for løn og ansættelsesforhold, lærlinge samt arbejdsmiljø.
På seneste bestyrelsesmøde i oktober drøftede bestyrelsen en ny passagerprognose, som Metroselskabet har fået gennemført. Prognosen viser en kraftig vækst i antallet af passagerer frem mod 2035, og stigningen er både større og tidligere end forventet. På mødet den 24. november blev bestyrelsen derfor præsenteret for en række løsningsforslag, der kan aflaste det øgede kapacitetspres og imødekomme det stigende passagertal på både kort og mellemlangt sigt. De forskellige modeller skal efter bestyrelsens ønske sammentænkes med behovet for reinvesteringer i systemet.
”Metroen har haft stor passagerfremgang de senere år, og 2016 var endnu et rekordår med 60 millioner passagerer. Det er naturligvis meget positivt, at så mange vælger metroen til, men det lægger samtidig et øget pres på kapaciteten. Derfor har vi nu besluttet at gå videre med en række konkrete bud på løsninger, der kan bidrage til at håndtere de fremtidige kapacitetsudfordringer”, forklarer Jørn Neergaard Larsen.
Endelig fik bestyrelsen en orientering om indsatsområder og resultater for selskabets beredskabsarbejde for den eksisterende metro i 2017. Bestyrelsen godkendte desuden forslag til fokusområder for beredskabsindsatsen i 2018.