Nyt fra bestyrelsesmøde

Oprettet: 24. februar 2023

På mødet godkendte Metroselskabets bestyrelse årsrapporten for 2022. Af rapporten fremgår det, at 17 millioner flere passagerer end forventet lagde vejen forbi Metroen i 2022, og det resulterede i et samlet passagertal på i alt 108 millioner. Det betyder også, at årets økonomiske resultat er bedre end forventet. Før af- og nedskrivninger blev resultatet således på 41 mio. kr., hvilket er 220 mio. kr. bedre end forventet i budget 2022.

”Det er meget tilfredsstillende at se væksten i antallet af passagerer i Metroen. Det vidner om, at vi løfter opgaven ansvarligt og leverer den grønne, kollektive transport til hovedstadens borgere, vi er sat i verden for. Samtidig har vi blikket fast rettet mod fremtiden, hvor Metroselskabet fortsat skal være det mest eftertragtede bæredygtige mobilitetstilbud i hovedstaden. Derfor har vi bl.a. vedtaget en ny forretningsstrategi, hvor ambitionen er at levere størst mulig samfundsværdi med det mindst mulige klimaaftryk”, siger Metroselskabets bestyrelsesformand, Jørn Neergaard Larsen. 

Bestyrelsen godkendte desuden selskabets bæredygtighedsrapport for 2022. Både årsrapporten og bæredygtighedsrapporten skal derefter godkendes af Metroselskabets ejere på det kommende interessentskabsmøde.

Bestyrelsen fik også en status på selskabets arbejde med at undersøge muligheder og tiltag på baggrund af de luftmålinger, der er foretaget i Metroen af forskere ved Aarhus og Københavns Universiteter. Som bestyrelsen tidligere er orienteret om, har målingerne vist en efter forskernes vurdering høj koncentration af fine partikler (PM2.5) på stationer og i tog – særligt på linjerne M3 og M4.

Metroselskabet ønsker at blive klogere på situationen ved at understøtte den eksterne dialog med forskerne. I samarbejde med driftsoperatøren arbejder selskabet desuden på en række initiativer, der skal være med til at reducere mængden af partikler. Det drejer sig bl.a. om vask af stationer og tunneler, øget udluftning, mulig montering af filtre samt målinger af luftkvaliteten i Metroen.