Bestyrelsen blev på mødet den 23. marts orienteret om den igangværende proces med at sikre de nødvendige tilladelser til at sætte Cityringen i drift i 2019. Sikkerhedsgodkendelsen for Cityringen består af fire delområder, og Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen (TBST) er sikkerhedsmyndighed på dem alle. På tre områder forberedes TBST’s godkendelse af en uafhængig assessor, mens TBST står selv for godkendelsen af et enkelt område.
”Det er afgørende, at vi sikrer en god og rettidig proces i forhold til at indhente de nødvendige tilladelser til at sætte Cityringen i drift. Ikke mindst fordi arbejdet indebærer en omfattende mængde dokumenter og komplicerede tests”, udtaler bestyrelsesformand Jørn Neergaard Larsen.
Godkendelsesprocessen tager udgangspunkt i gældende europæiske normer og bekendtgørelser udarbejdet af TBST. For metroen gælder desuden det tyske regelsæt, BOstrab, som benyttes i en del lande, fordi det udgør det mest dækkende, sammenhængende og efterprøvede regelsæt, når det gælder metroer, herunder førerløse metroer og letbaner.
Metroselskabet har aftalt en overordnet tidsplan for godkendelsesprocessen med den tilknyttede uafhængige assessor og TBST. Processen afsluttes, når TBST har udstedt en tilladelse til ibrugtagning, og en succesfuld prøvedrift af systemet er gennemført. Herefter vil passagerdriften på Cityringen kunne sættes i gang.