Metroens passagertal var i april på 10,6 mio. passagerer, hvilket var 2 pct. højere end tilsvarende måned sidste år. Det samlede passagertal i Metroen for årets første fire måneder var på 43,7 mio. passagerer.
På mødet havde bestyrelsen fokus på sikkerheden i Metroens digitale systemer, som er helt afgørende for, at den kan køre stabilt, sikkert og med høj driftspålidelighed. Vigtigheden af at arbejde med cybersikkerhed er blevet større, og bestyrelsen blev derfor præsenteret for en række nye initiativer, der skal styrke sikkerheden og bringe Metroen på forkant ift. den kommende lovgivning (NIS-2), som træder i kraft 1. juli 2025.
”Som ny bestyrelsesformand er jeg optaget af, at Metroen ikke kun leverer en stærk passageroplevelse her og nu, men også står robust over for fremtidens udfordringer. En stabil drift handler ikke kun om tog til tiden, men også om digital beskyttelse af vores infrastruktur. Derfor skal vi være et skridt foran, når det handler om cybersikkerhed. Det er en forudsætning for, at borgerne kan have tillid til Metroen som en robust og fremtidssikret del af byens puls”, siger Metroselskabets bestyrelsesformand, Tommy Ahlers.
På mødet fik bestyrelsen en orientering om forberedelserne af udbuddet af ny kontrakt for drift og vedligehold af M1-M4, da de nuværende kontrakter udløber i 2027. Målet er en ambitiøs og langsigtet kontrakt, der garanterer stabil drift, vedligehold og udvikling inden for bl.a. bæredygtighed og ny teknologi. Udbuddet gennemføres som et EU-udbud og lanceres i juni 2025.
Bestyrelsen blev også orienteret om arbejdet med den kommende metrolinje M5, som selskabet i marts 2025 overtog ansvaret for realiseringen af. M5 etableres i to etaper frem mod 2045 og skal både muliggøre betjening af nye byområder som Østhavnen og aflaste det eksisterende metronet. Første etape forventes åbnet i 2036.
Endelig modtog bestyrelsen en opfølgning på det omfattende vedligeholdelsesarbejde, som er i gang for at opretholde en stabil drift – både nu og i fremtiden. Dette indebærer bl.a. et omfattende vedligehold af rulletrapperne på M1 og M2, som forventes færdigt i første kvartal 2026. Arbejdet gennemføres parallelt på flere stationer for at optimere processen og minimere ventetid. Passagererne er informeret løbende, og selskabet følger tæt op på fremdriften gennem regelmæssige statusmøder med operatøren.
Driften på både M1/M2 og M3/M4 lå i april på et højt niveau med en samlet punktlighed på hhv. 99,5 pct. og 99,4 pct.