På mødet fik bestyrelsen en status på de foreløbige passagertal for december måned. Tallene viser, at der fortsat er en vækst i passagertallet på M3 Cityringen, og at væksten har en positiv afsmitning på M1 og M2. Passagertallet ligger fortsat på ca. 1 mio. passagerer om ugen i M3. Samlet for metroen (M1, M2 og M3) har der i december været knap 10 mio. passagerer, heraf knap 4 mio. i M3 alene.
”Passagertallet vidner om, at der er stor interesse for at rejse med Cityringen, og at der også på M1 og M2 har været en pæn vækst i antallet af kunder. Det er selvfølgelig meget positivt. I 2020 vil vi have stor opmærksomhed på, at pendlerne drager nytte af systemet”, siger Metroselskabets bestyrelsesformand, Jørn Neergaard Larsen.
Bestyrelsen fik også en orientering om Metroselskabets arbejde med at reducere støj fra togene på Cityringen. Der bor ca. 15.000 mennesker ovenpå Cityringen. Før slibningen af skinnerne var der ca. 300 klager over støj fra naboer på strækningen. Efter færdiggørelsen af skinneslibningen blev der sendt information ud til naboerne, og efterfølgende modtog selskabet 168 henvendelser om fortsatte gener. Antallet af klager bevæger sig dermed i den rigtige retning.
I den kommende tid vil selskabet foretage målinger hos nogle af de naboer, der fortsat føler sig generet af støj fra togene. Selskabet vil herefter se på, hvordan man med forskellige tiltag kan reducere støjen yderligere. Samtlige målinger, der er foretaget hidtil, ligger under grænseværdien.
Endelig fik bestyrelsen en status på proces og plan for åbningen af den nye metrolinje til Nordhavn. En åbningsdato vil blive meldt ud efter årsskiftet. Testfasen på M4 Nordhavnen kommer til at berøre Cityringens hovedlinje (M3) og vil nødvendiggøre, at M3 lukkes for passagerer i to uger fra midten af januar. Metroselskabet vil i denne periode indsætte metrobusser og have stort fokus på at informere og hjælpe kunderne bedst muligt.