På mødet blev bestyrelsen orienteret om, at Metroen i november har haft 11,2 mio. passagerer, hvilket er rekord. Samlet set har i alt 110 mio. passagerer rejst med Metroen i årets første 11 måneder, hvilket overstiger det samlede antal for hele sidste år, som var 108 mio. passagerer.
”Udviklingen i antallet af passagerer viser, at flere og flere vælger at tage Metroen. I andet halvår af 2023 har der indtil nu været tre uge-rekorder og en månedsrekord. Dertil har Metroen en måned før årets afslutning haft flere rejsende, end der var i hele 2022, som var det hidtil bedste år. Sideløbende med den positive passagerudvikling er der indsat to ekstra tog i driften på M1/M2, og sammen med indsættelsen af endnu et tog i 2024 skal det øge kapaciteten i Metroen med ti pct. og dermed afhjælpe trængsel i myldretiden og understøtte en fortsat god passageroplevelse. Selskabet har fokus på at sikre endnu flere passagerer i Metroen, særligt i M3/M4 og forventer, at den positive udvikling i passagertallet fortsætter ind i 2024, hvor forlængelsen af M4 til København Syd åbner,” siger Metroselskabets bestyrelsesformand Jørn Neergaard Larsen.
Metroens driftsstabiliteten var i november 98,7 pct. samlet set for alle linjer. Driftsstabiliteten for måneden er lavere end de tidligere måneder, og det skyldes primært hændelsen på M1/M2 den 16. november. Her resulterede kraftig regn, kombineret med samtidigt drifts- og vedligeholdelsesarbejde i skakten ved Havnegade på strækningen, i vand i tunnelen. Driften var derfor indstillet mellem Nørreport og Christianshavn en stor del af dagen.
Bestyrelsen fik præsenteret planerne for at integrere selskabets bæredygtighed som en del af årsrapporten for 2023. Formålet er at afspejle, at de finansielle og bæredygtighedsmæssige forhold ligestilles. Det betyder også, at rapporten lever op til EU's kommende direktiv om bæredygtighedsrapportering (CSRD), der for Metroselskabet træder i kraft fra regnskabsåret 2025. Bestyrelsen fik samtidig præsenteret den væsentlighedsanalyse for selskabets bæredygtighed, som vil indgå i rapporten.
Bestyrelsen fik en status på arbejdsmiljøet for M4 Sydhavnsprojektet. Projektet er i sin afsluttende fase og selskabet har sammen med entreprenøren TUNN3L introduceret kampagnen Finish Safely, der tager afsæt i erfaringerne fra M3 Cityringen, hvor selskabet i samarbejde med entreprenørerne lykkedes med at nedbringe antallet af ulykker trods korte deadlines og skiftende bemanding på projektet. Projektets ulykkesfrekvens i årets første 10 måneder af 2023 er 4,7 (antal ulykker med fravær pr. mio. arbejdstimer), hvilket er markant under gennemsnittet på de danske byggepladser.
På mødet godkendte bestyrelsen derudover selskabets budget for 2024 samt langtidsbudgettet, som følger planen med uændret tilbagebetalingstid, så selskabets gæld fortsat forventes afviklet i 2066.