Fakta: 3D-undersøgelser af M5-stationerne
- Hvornår: Forår og sommer 2025 Hvor: Fra København K til Prøvestenen
Formål:
- Reducere gener for naboer og butikker
- Sikrer præcis planlægning af design og byggepladser
- At undgå oversvømmelser gennem data om regnvand Teknik: Mobile og håndholdte 3D-scannere
Om M5-linjen
Metrolinjen M5 vil i første omgang bestå af fem underjordiske stationer og en højbanestation:
- København H (underjordisk)
- v/ Bryggebroen (underjordisk)
- DR Byen (underjordisk)
- v/ Amagerbrogade S (underjordisk)
- Lergravsparken (underjordisk)
- v/ Prags Boulevard Øst (højbane)
De tre øvrige stationer, v/ Refshaleøen, v/ Lynetteholm S og v/ Lynetteholm N, som anlægges i fase 2 med forventet åbning i 2045, videreføres derfra på højbane over jorden til Lynetteholm.
Metroselskabet anlægger M5 i to etaper, hvor de første seks stationer forventes at åbne i 2036, mens anden etape med tre stationer forventes at åbne i 2045.
På København H vil passagerer fra M5 nemt kunne skifte til metrolinjerne M3 og M4, regional-, fjern-og S-tog samt busser.
På DR Byen vil der kunne skiftes mellem M1 og M5, mens der på Lergravsparken vil kunne skiftes mellem M2 og M5.
Som led i forberedelserne til den nye metrolinje M5 foretager Metroselskabet undersøgelser med 3D-teknologi af de kommende stationsområder. Målet er at skabe et præcist og digitalt kort over omgivelserne, der kan bruges til at kvalificere den videre planlægning.
"Undersøgelserne giver os et detaljeret, digitalt billede af forholdene over og under jorden, allerede inden byggeriet går i gang. Vi får et solidt fundament til at træffe de rigtige beslutninger – både når vi skal forme det endelige design, og når vi planlægger, hvordan byggepladserne skal indrettes og fungere i praksis. Det betyder, at vi kan arbejde mere effektivt, og dermed reducere generne for naboerne tæt på byggeriet," siger projektdirektør Russell Saltmarsh fra Metroselskabet.
Sikre stationer – også i skybrud
Undersøgelserne handler ikke kun om byggeteknik og design. De detaljerede data skal også hjælpe os til at forstå, hvordan regnvand løber og samler sig – og hvordan vi forebygger oversvømmelser.
"For at kunne klimasikre stationerne effektivt, er vi nødt til at forstå præcis, hvordan regnvandet bevæger sig i det lokale terræn. De detaljerede 3D-data giver os vigtig indsigt, så vi kan forebygge oversvømmelser – ikke kun i stationerne, men også i områderne omkring dem. Det handler om at bygge robust og fremtidssikret fra starten,” siger Russell Saltmarsh.
Ved at kortlægge hældninger, kloakforløb og naturlige lavninger kan Metroselskabet præcist identificere, hvor vandet samler sig – og hvor der er behov for ekstra dræn eller sikring.
Det rådgivende landinspektørfirma LE34 udfører 3D-scanningerne, som dækker både stationsområder, skiftestationer og kontrol- og vedligeholdelsescenteret.
Fra København K til Prøvestenen
Undersøgelserne foregår fra det centrale København til Kløverparken ved Prags Boulevard Øst og videre til Prøvestenen. I enkelte tilfælde også inde i bygninger – men kun med samtykke fra ejerne. DR Byen er det første område, der bliver undersøgt med 3D-udstyret, og her er arbejdet allerede i gang.
Teknologi i bybilledet – uden at registrere personer
Undersøgelserne udføres med mobile og håndholdte systemer, hvilket betyder, at man kan møde medarbejdere fra LE34 i bybilledet med specialudstyr.
Det er vigtigt at understrege, at systemerne udelukkende registrerer omgivelser – ikke personer – og at alt arbejde sker i overensstemmelse med gældende regler for databeskyttelse.
Yderligere information
Metroselskabets kommunikationsafdeling på presse@m.dk eller +45 7242 4901.