Fakta:
Om Publikumsprisen
- Publikumsprisen bestemmes udelukkende af de stemmer, der har været afgivet på Københavns Kommunes hjemmeside.
- I år stemte 4.026 – hvilket er flere end nogensinde.
- Knap hver femte stemme er gået til årets vinder.
- Også Spidsen af Nordø (Redmolen), AKB Bellahøj, Carlsberg Akademi, Dansehallerne, Thoravej 29, Grønningen/Bispeparken og Carlsberg Byen var nomineret til Publikumsprisen.
Tidligere vindere af publikumsprisen:
2024: Karens Minde Aksen
2023: Bispebjergs Helende Haver
2022: Ny Østergade 30
2021: Nørrebro Bibliotek
2020: Hotel Ottelia
2019: Amaryllis Hus
2018: Axel Towers
Om Bygningspræmieringen
- Københavns Kommune har siden 1903 præmieret arkitekter og bygherrer bag særligt bemærkelsesværdig arkitektur.
- Kommunen præmierer projekter, der løfter byens fysiske rammer og viser, hvordan god arkitektur skaber værdi for byens liv.
- Bedømmelsesudvalget består bl.a. af medlemmer fra Kultur- og Fritidsudvalget, Akademisk Arkitektforening, IDA og Teknik- og Miljøforvaltningen.
Metroselskabet modtager i år hele to priser for den nye metroforlængelse til Sydhavn og Valby: Publikumsprisen og Københavns Kommunes bygningspræmiering 2025.
Folkelig hyldest og officiel anerkendelse
Publikumsprisen en særlig folkelig hyldest til Metroens unikke samspil mellem arkitektur og kunst – både under og over jorden. Prisen bestemmes udelukkende af de stemmer, der har været afgivet på Københavns Kommunes hjemmeside.
Bygningspræmieringen er en officiel anerkendelse af det omfattende arbejde, der gennem mere end seks år er udført i tæt samarbejde med arkitekter, entreprenører, rådgivere og kunstnere – fra første idé til færdig metro. M4-forlængelsen åbnede i juni sidste år og binder Sydhavn og Valby sammen med resten af metronettet.
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard udtaler i forbindelse med præmieringen:
“Med bygningspræmieringen er ønsket at hylde de nybyggerier og renoveringsprojekter, der bidrager mest til København – både gennem æstetik og funktionalitet. Den nyeste gren af metronettet lykkes i den grad med begge dele. Jeg er selv stor fan af Metroen, der binder byen sammen og gør det nemmere at komme rundt. Personligt har jeg også længe ment, at man skal bruge Metroen og metrostationerne til meget mere - til kunst, kultur og måske endda fester eller koncerter. Derfor er jeg begejstret for, at de fem nye stationer på M4 Syd giver plads til kunsten og er med til at give de mange passagerer en kulturoplevelse på farten. Af den grund glæder det mig virkeligt, at M4 Syd vinder publikumsprisen”.
Fakta om M4-forlængelsen
- Åbnede i juni 2024 og består af fem nye metrostationer: Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd.
- De nye stationer havde et passagertal på ca. tre millioner i 2024, hvilket er ca. dobbelt så mange som forventet.
- Anlægsarbejdet begyndte i 2018 og tog knap seks år.
- De samlede anlægsomkostninger var 8,6 mia. kr., og det oprindelige anlægsbudget var 10,4 mia. kr. inkl. reserver.
- Metroforlængelsen er 5,7 km lang (fra København H til København Syd).
- Det samlede metronet består af 44 stationer og 43 kilometer spor.
Bygherre:
Metroselskabet
Projektteam: Arkitema,COWI, SYSTRA, Gottlieb Paludan Architects, SLA Landskabsarkitekter, Juul & Frost Arkitekter, Kragh & Berglund Landskabsarkitekter og 1:1 Landskabsarkitekter
Kunstnere og stationer:
Havneholmen: SUPERFLEX
Enghave Brygge: Pernille With Madsen
Sluseholmen: René Schmidt
Mozarts Plads: Christian Schmidt-Rasmussen
København Syd: Henrik Plenge Jakobsen
Kunstværkerne er blevet til med støtte fra Det Obelske Familiefond, Villum Fonden og Statens Kunstfond.
Entreprenører og rådgivere på projektet:
TUNN3L JV: Anlæg af de fem nye metrostationer og tunnelerne.
Rhomberg EFACEC JV: Byggeri af spor og strømforsyning.
Hitachi: Levering af styresystem, kabler i tunneler og tog.
Metro Service: Drift og vedligeholdelse som underleverandør til Hitachi.
COWI og Systra: Metroselskabets rådgivere på projektet.
Aarsleff Rail: Byggeri af det fælles omstigningsområde mellem Metro, S-tog og fjern- og regionaltog på København Syd.
Dobbelt så mange passagerer
I Metroselskabet vækker de to priser stor glæde, da de markerer et betydningsfuldt højdepunkt for et projekt, der har krævet både visionært samarbejde og dedikeret indsats gennem flere år. Samtidig er de nye stationer blevet taget så godt imod, at antallet af passagerer allerede er dobbelt så højt som forventet.
”Vi er både glade og stolte over at modtage både Publikumsprisen og Københavns Kommunes Bygningspræmiering for M4 til Sydhavn og Valby. Det er en flot anerkendelse af det store arbejde, vi i fællesskab har lagt i projektet gennem mere end seks år. De mange passagerer viser også, at metroforlængelsen ikke blot er et arkitektonisk og teknisk løft, men også en løsning, der fungerer i københavnernes hverdag”, siger Mikkel Kjær Jensen, direktør i Metroselskabet.
“Vi er især glade for, at præmieringen anerkender det unikke samspil, vi har skabt mellem arkitektur, teknik og kunst. Det er første gang, vi har integreret kunsten fra starten af processen, og resultatet er nogle helt særlige stationer, som både beriger byen og passagerernes rejseoplevelse”, tilføjer Mikkel Kjær Jensen.
Arkitektur, kunst og byrum i samspil
De fem nye stationer – Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd – er designet ud fra Metroselskabets enkle og gennemprøvede arkitektoniske principper, hvor tryghed, tilgængelighed og intuitiv rejseoplevelse er i centrum. Samtidig rummer hver station et integreret kunstværk, der skaber en særlig identitet og understøtter stationens rolle som en del af det lokale byrum. Kunstværkerne er blevet til med støtte fra Det Obelske Familiefond, Villum Fonden og Statens Kunstfond.
Også stationspladserne over jorden er et centralt element i projektet. De er skabt i tæt samarbejde med Københavns Kommune og lokale aktører og fungerer som aktive byrum med mulighed for ophold, leg, lokale arrangementer og tryg, effektiv transit.
Yderligere information
Metroselskabets kommunikationsafdeling på presse@m.dk eller +45 7242 4901.