
Arkitekturen på M4 til Sydhavn og Valby

Funktionel, let tilgængelig og indrettet med kunst
De fem metrostationer i Sydhavn er indrettet efter samme principper som den øvrige metro. Den skal være tilgængelig for alle, og det betyder blandt andet, at stationerne i Sydhavn har to elevatorer, og fortsat opretholder de høje standarder, der gør det let for kørestolsbrugere, svagtseende og hørehæmmede at benytte metroen.
Tæt knyttet til vandet
Tre af metrostationerne - Havneholmen, Enghave Brygge og Sluseholmen - ligger tæt på vandet, og det kan ses i de forskellige typer bølger på de tre stationers lyse vægbeklædning. Kunsten er integreret i stationerne, og du kan læse mere om kunsten på de fem stationer her.

Stationspladserne på M4 til Sydhavn og Valby
På den del af M4, der transporterer dig til og fra Sydhavn og Valby, finder du stationspladser, der er indrettet som levende byrum med mulighed for ophold, når det går stærkt i hverdagen. Ved flere af pladserne finder du grønne områder og bænke, der tillader stationspladserne at fungere som mere end blot indgangen til metrostationen – de er en del af lokalområdet.
Rulletrapper til terræn på alle stationer
Som noget nyt er alle hovedtrapper på Sydhavnsstationerne opgraderet med rulletrapper til terræn. Bitrapperne er også blevet opgraderet, så de ikke længere går via en cykelkælder men direkte op til overfladen.